Vanvidsbilist flygtede: Kørte 147 km/t på landevejen

En alkometertest viste, at han havde en promille, der var højere end det tilladte

Som om det ikke var slemt nok, at en 28-årig mand blev målt til at køre ikke mindre end 147 km/t ved en hastighedskontrol på Slagelsevej ved Fuglebjerg, valgte han også at accelerere og flygte, da politiet ville standse ham.

Han fortsatte i retning mod Slagelse, hvor han mistede herredømmet over bilen i rundkørslen ved Sdr. Ringgade/Slagelse Landevej. Her skred bilen ind i en kantsten og punkterede på to dæk.

Den unge mand, der selv er fra Slagelse, forsøgte at stikke af fra stedet til fods, men blev hurtigt løbet op af politiet, der anholdt ham og fik ham til at blæse i et alkometer. Den viste en promille, der var højere end tilladt.

Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og desuden også for ikke at ville rette sig efter politiets anvisninger.

Efter der var taget en blodprøve af den 28-årige, der også gav udslag for cannabis, blev han også sigtet for narkokørsel. Han blev løsladt igen klokken 0.42.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere