Vanvidsbilist på springtur er fanget

25-årig mand med Danmarkshistoriens hårdeste dom for trafikdrab er atter bag lås og slå

Ramze Jabr (øverst til højre) kørte Cilla Olander, nederst til højre, ihjel i denne bil. Han havde både alkohol og stoffer i blodet og kørte desuden alt for stærkt. (Foto: Kenneth Meyer samt privatfotos)
Ramze Jabr (øverst til højre) kørte Cilla Olander, nederst til højre, ihjel i denne bil. Han havde både alkohol og stoffer i blodet og kørte desuden alt for stærkt. (Foto: Kenneth Meyer samt privatfotos)

Manden med dansk retshistories hidtil hårdeste dom for trafikdrab og vanvidsbilisme er retur i fængslet.

Den 25-årige Ramze Jabr valgte tilbage i starten af december at blive væk fra fængslet i Horserød efter en kortvarig udgang. Han blev meldt efterlyst i politiets interne systemer.

Manden var indtil da i gang med afsoningen af en dom på fire år og seks måneders fængsel for trafikdrabet på den 46-årige Cilla Olander Johansson, der blev påkørt og dræbt på stedet i november 2013 på H.C. Andersens Boulevard i det indre København.

Hun  var på vej gennem byen efter en glad aften, da Ramze Jabr kom blæsende med mindst 91 kilometer i timen og med både alkohol og hash i blodet.

Den unge bilist havde forinden kørt tre gange over for rødt og var centimeter fra at ramme en anden kvinde, før han ud for Tivoli påkørte og dræbte Cilla Olander Johansson og flygtede fra stedet.

(Video: Kenneth Meyer)

Efter anholdelsen og under retssagen angrede den unge bilist og lovede, at han ville ændre sit liv til det bedre.

Men ordene syntes noget hule, da han cirka halvvejs i afsoningen - i december sidste år - blev væk fra fængslet i Horserød.

Søster til dræbt: Bekymrende

- Det bekymrer mig og gør mig nervøs. Han risikerer at blive indblandet i en lignende ulykke igen, hvis han ikke kommer på ret kurs, sagde Gidel Olander Johansson, søster til den trafikdræbte kvinde, da Ekstra Bladet i januar blev bekendt med og skrev, at Ramze Jabr var stukket af.

Se også: Vanvidsbilist på fri fod: - Vreden forsvinder aldrig

Fanget i København

Eftersom Ramze Jabr sad i Horserød, er det Nordsjællands Politi, der stod for efterlysningen af ham.

Her oplyser Henrik Hattel, da Ekstra Bladet spørger til sagen i dag, at vanvidsbilisten nu er blevet fanget.

Det er sket i den forløbne uge i København.

Cilla Olanders søster lagde blomster ved stedet, hvor den 46-årige kvinde blev trafikdræbt i 2013. (Arkivfoto:)
Cilla Olanders søster lagde blomster ved stedet, hvor den 46-årige kvinde blev trafikdræbt i 2013. (Arkivfoto:)
 

Det er uklart, hvilket fængsel vanvidsbilisten skal sidde i fremover.

Direktør for Statsfængslet i Horserød Lene Møller-Nielsen udtaler sig kun generelt og siger, at konsekvenserne af at undvige beror på en konkret vurdering. Hvis man har afsonet i et åbent fængsel og er undveget derfra, ryger man ofte i et lukket fængsel.

- En anden konsekvens er, at man strammer op på afsoninsgforholdene. Det kan være, at man ikke får lov til at komme på udgang, eller at man eksempelvis kun får lov til at komme på ledsaget udgang, siger hun.

Ramze Jabr er udover trafikdrabet også dømt i en sag om at have påkørt en bil på Christianshavn med vilje. En passager i den påkørte bil blev vurderet til at have været i livsfare.

Udover den dom og dommen for trafikdrabet, har Ramze Jabr en stribe sager for blandt andet at køre uden kørekort, fremkom det under retssagen dengang. Han blev for bestandigt frakendt retten til at erhverve kørekort.

Skærm

Hent flere
Hent flere