Vanvidskørsel: Påkørte helleanlæg med 160 kilometer i timen

En ung og påvirket mand kørte natten til onsdag galt med høj fart

Den 21-årige mand var netop kørt af motorvej E45, da han kørte galt. (Foto: Google Maps)
Den 21-årige mand var netop kørt af motorvej E45, da han kørte galt. (Foto: Google Maps)

En 21-årig mand fra Aars havde alt for meget fart på, da han natten til onsdag kørte galt.

Uheldet skete omkring klokken 01.20 på motortrafikvejen A13 ved Sønderup i Himmerland.

En borger ringede til politiet for at anmelde den unge mand for hasarderet kørsel, da han blev observeret i meget høj fart på motorvej E45.

Anmelderen, som mente, at han kørte med 160 kilometer i timen, forsøgte at køre efter vanvidsbilisten, der kørte af motorvejen med retning mod Aars. Kort efter smadrede den unge mand ind i et helleanlæg.

Sandsynligvis påvirket af stoffer

Da Nordjyllands Politi ankom til ulykkesstedet kunne man hurtigt konstatere, at den 21-årige mand var påvirket - sandsynligvis af stoffer.

- Det var ikke alkohol, men vi fandt amfetamin i bilen, og tog prøver for stoffer, fortæller vagtchef Karsten Kjær til Nordjyske.dk.

Den påvirkede mand blev kørt til skadestuen for at blive behandlet, og dernæst blev han anholdt og sigtet for hasarderet kørsel og kørsel i påvirket tilstand.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere