Vanvittig hævnakt: Brød ind og åbnede for vandhanen

Møbler skåret op, og fjernsyn ridset, da gerningsmænd trængte ind i villa

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En eller flere gerningsmænd har begået et omfattende hærværk i en villa. Hærværket blev afsluttet med, at gerningsmændene åbnede for en vandhane og lod vandet fosse ud i huset.

Hærværket er sket på Søndermarksvej i Varnæs i Sønderjylland.

Politikommissær Jens Peter Rudbeck fra Syd- og Sønderjyllands Politi siger til Ekstra Bladet, at gerningsmændene er brudt ind i villaen.

- Men vi tror mere på, at der er tale om en hævnakt end om et indbrud. Der er umiddelbart ikke stjålet noget fra stedet. Normalt fjerner man jo nogle værdier ved et indbrud, og det er tilsyneladende ikke sket her, konstaterer politikommissæren.

Skåret op
Både stole og sofaer er blevet skåret op, ledningerne til fryseren, tørretumbleren og vaskemaskinen er blevet skåret over. Også et tv-apparat er blevet ridset.

Gerningsmændene er kommet ind ved at bryde en bagdør op. Hærværket er sket i perioden torsdag til søndag.

- Hvad er motivet efter jeres opfattelse?

- Jamen, det vil jeg ikke nærmere ind på. Der har kørt nogle konflikter, men hvad de nærmere går ud på, vil jeg ikke udtale mig om. Det indgår i efterforskningen, siger Jens Peter Rudbeck.

Politikommissæren ved umiddelbart ikke, hvor store skader vandet har forårsaget.