Vanvittig vejvrede: Slog hånd gennem bilrude og tog kvælertag på bilist

Politiet efterforsker en sag om et voldsomt tilfælde af vejvrede i Slagelse. Gerningsmanden slog sin hånd igennem bilruden på en 18-årig mands bil og tog kvælertag på den 18-årige bilist

En 18-årig bilist blev søndag omkring klokken 10 udsat for et voldsomt tilfælde af vejvrede, da han kom kørende i sin bil ad Ndr. Stationsvej i Slagelse.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport kørte en sort bil ud foran den 18-årige, som blev sur og råbte skældsord efter bilisten i den sorte bil.

Den 18-årige fortsatte sin kørsel, men kort efter blev vejen i krydset ved Ndr. Stationsvej og Kalundborgvej blokeret af den sorte bil, som tilsyneladende var fulgt efter den 18-årige.

Føreren af den sorte bil kom nu hen til den 18-åriges bil, hvor han i vrede slog sin hånd igennem sideruden, tog kvælertag på den 18-årige og tvang ham til at sige undskyld.

Herefter kørte gerningsmanden i den sorte bil væk igen.

Talsperson for politiet Palle Hansen oplyser til Ekstra Bladet, at den 18-årige bilist ikke kom noget til. Han var dog meget forskrækket over hændelsen.

Han fortæller, at politiet på baggrund af vidneforklaringer har en formodning om, hvem gerningsmanden kan være.

- Nu skal vi have fat i den pågældende og høre hans forklaring, siger Palle Hansen.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes via. telefon 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere