Var på jagt efter våben i Rusland: Fandt krokodille i kælderen

En 40-årig mand er mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse

Denne krokodille blev fundet i en kælder i Skt. Petersborg. Foto: Det russiske indenrigsministerium via AP
Denne krokodille blev fundet i en kælder i Skt. Petersborg. Foto: Det russiske indenrigsministerium via AP

Russisk politi var på jagt efter ulovlige våben hos en mand i St. Petersborg, da de gjorde et uventet fund torsdag.

- I husets kælder fandt politifolkene en krokodille. Der skete ikke noget, der involverede reptilet, under eftersøgningen, udtaler politiet i en udtalelse, ifølge AFP, fredag.

Der er tale om en to meter lang nilkrokodille, der blev fundet i den mørke kælder i et mudret vandhul, der var gravet ud i betongulvet. Det russiske indenrigsministerium offentliggjorde efterfølgende billeder af krokodillen.

AFP skriver, at dagtemperaturerne i Skt. Petersborg ligger på omkring minus syv grader, hvilket er langt under, hvad denne art kræver.

- Krokodillen har boet der siden 2005. Han var lille på det tidspunkt, fortæller en nabo til en lokal tv-station, ifølge AFP.

Politiet fandt desuden en bunke ulovlige våben, inklusive eksplosiv-stoffer og kopier af Kalashnikovs.

Politiet har anholdt en 40-årig mand, der er mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse. Ifølge AP er han involveret i at iscenesætte historiske militærslag med originale uniformer og antikke våben.

Britiske BBC citerer det lokale medie Fontanka for, at ejendommen huser en patriotisk ungdomsmilits ved navn Røde Stjerne (Krasnaya Zvezda på russisk).

Det bliver nu undersøgt, om der kan findes et nyt hjem til krokodillen. Leningrad Zoo siger, at de ikke har plads.