Var til gaderæs før dødsulykke

Ung mand mistede livet ved voldsom ulykke på storkøbenhavnsk motorvejstrækning

Ved du noget om den dræbte eller dødsulykken, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk

En voldsom ulykke kostede natten til lørdag en 21-årig mand livet. Hans 17-årige lillebror overlevede ulykken, hvor de med høj hastighed mistede herredømmet over bilen og med voldsom kraft ramte et træ.

Forud havde brødrene ifølge flere af hinanden uafhængige kilder deltaget i ulovligt gaderæs kaldet ’Striben’. Her mødes bilentusiaster rundt om på forud planlagte steder, hvor de blandt andet kører ræs.

Oftest holdes det i industriområder, der ligger øde hen om aftenen.

Kilderne beskriver, hvordan der lørdag aften var arrangeret et sådan møde nordvest for København.

Efter arrangementet fulgtes brødrene med andre ligesindede væk fra området. Flokken, der var kørende i en flere biler, havde tilsyneladende ikke fået ræset farten ud af blodet. Og på motorvejen kørtes der med hasarderet høj hastighed.

Efterfølgende beskrev politiet overfor Ekstra Bladet, hvordan det gik galt ved Tåstrup, da brødrene i kørte på Motorring 4 i sydgående retning.

 I en kurve – tæt ved hvor vejen deler sig og bliver til Holbæk Motorvejen – mistede han herredømmet over vognen.

Bilen kørte af vejbanen og ramte et træ, oplyser vagtchef Henrik Andreasen fra Vestegnens Politi til Ekstra Bladet.

Den 21-årige døde efter sammenstødet med træet. På bagsædet i bilen sad den unge mands lillebror på 17 år.

Ekstra Bladets mand kom til ulykkesstedet kort efter ulykken og fortalte at der over en strækning på asfalten var meget tydelige bremsespor. Flere træer på ulykkesstedet er ramt, lagt ned eller afbarket langt op ad stammen. Adskillige ambulancer havde været på stedet, som var afspærret gennem natten.

En anden bil end brødrenes, en Volvo, var desuden havareret i vejkanten med lettere skader bagpå. Politiet siger, at der umiddelbart efter ulykken med brødrenes bil skete et mindre færdselsuheld med kun materiel skade.

Brødrenes pårørende er underrettet om tragedien. Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet er brødrene fra Midtsjælland, og den dræbte arbejdede som chauffør.

- Jeg har ingen kommentarer til jeres oplysninger, siger Brian holm, vagtchef ved Vestegnens Politi.

- Foreløbigt afventer vi bilinspektørens rapport fra ulykken. Samtidig har vi endnu ikke haft mulighed for at afhøre den 17-årige, der stadig er indlagt, siger vagtchefen.