Varebil kørte op i bus: Motorvej spærret i næsten to timer

Silkeborg-motorvejen i vestgående retning kort før Silkeborg var spærret i længere tid efter et færdselsuheld

Et mindre færdselsuheld har ført til, at motorvejen vest for Silkeborg var spærret i næsten to timer i retning ind mod Silkeborg tidligere tirsdag

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Kort før motorvejen udmunder ind mod Silkeborg er en bus blevet påkørt bagfra af en varevogn. Og det har medført, at motorvejen er blevet spærret, siger Bjarne Askholm, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at der er tale om en stor bus, med plads til 50 passagerer.

- Der er ikke nogen i bussen, der er kommet til skade. I varebilen var der to personer, hvoraf passageren er kommet til skade. Han er ikke kommet livsfarligt til skade, men man er ved at frigøre ham fra varevognen, fordi han beklager sig over smerter i nakken og led, lød det fra vagtchefen kort før klokken 18.

Politiet blev anmeldt om ulykken klokken 16.37 og motorvejen var spærret i næsten to timer, inden politiet genåbnede vejen kort efter 18.30.

Det er endnu uklart, hvad der forårsagede ulykken.

- Vi kan bare konstatere, at det var lyst, da det skete, og at der ikke er glat på stedet. De nærmere omstændigheder er vi så ved at undersøge nærmere, siger vagtchefen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere