Vaskede millioner hvide for hash-bande: Her er dommen

Nordea solgte euro for næsten 216 millioner kr. til et lille vekselbureau på Nørrebro

Nordea solgte 29 millioner euro til det lille vekselbureau, der hvidvaskede penge for en hashliga. Foto: Alamy/All Over Press
Nordea solgte 29 millioner euro til det lille vekselbureau, der hvidvaskede penge for en hashliga. Foto: Alamy/All Over Press

En hash-liga, der indsmuglede 2,6 tons hash fra Spanien til Danmark, brugte et lille vekselbureau på Nørrebrogade i København til at hvidvaske fortjenesten.

Pengene blev vekslet fra danske kroner til 500 euro-sedler og smuglet til Spanien til den danske hovedmand Tejs Søgart Halberg, der afsoner otte års fængsel for indsmugling af 2,6 tons hash.

Ejer og direktør for New Travel & Exchange Aps, den 63-årige Mohamad Esmaeil Al-Karbalaie, er netop blevet idømt fire års fængsel ved Københavns Byret for hæleri af særlig grov beskaffenhed og under særdeles skærpende omstændigheder.

40 millioner kr. i bøde
Hans anpartsselskab blev idømt 40 millioner kr. i bøde, og både ejeren og selskabet fik forbud mod at drive virksomhed med valutaveksling indtil videre. Knapt 1,2 millioner kr. konfiskeres hos vekselbureauet,

Se også: Veksel-bureau tog imod tasker proppet med millioner af kroner

Ejerens 27-årige søn, der havde en generalfuldmagt og var overordnet ansat i vekselbureauet, blev til gengæld frifundet. Retten fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at sønnen havde kendskab til de ulovlige vekslinger. Han passede butikken, når faderen var bortrejst.

Mohamad Al-Karbalaie var tiltalt for hvidvask af godt 112 millioner kr., men retsformand Jens Stausbøll oplyste ved domsafsigelsen, at retten havde sat beløbet til 40 millioner kr. og forsøg på hvidvask af endnu 40 millioner kr.

Den 63-årige ankede på stedet til frifindelse. Han har nægtet sig skyldig og blandt andet forklaret, at han i den kriminelle periode kun var i Danmark i 68 dage og ikke vidste, hvad der foregik i hans forretning.

Retten lagde blandt andet vægt på forklaringer i retten fra de dømte hash-gangstere og deres egne domme, sms-korrespondance og politiets video-overvågning af, hvem der kom og gik i New Travel & Exchange.

Nordea solgte valutaen
Det var Nordea - ligesom i andre sager om hvidvask - der leverede de mange millioner euro til den lille butik på Nørrebrogade 203.

Det fremgår af dommen, at Nordea solgte 29 millioner euro - med dagens kurs knapt 216 millioner danske kroner til New Travel & Exchange - og hele 28 millioner euro var i 500 euro-sedler, der er kendt som kriminelles foretrukne pengeseddel, fordi store kontante summer kan smugles, uden at de fylder for meget.

- Almindelige mennesker, der skal til udlandet, vil aldrig veksle til 500 euro-sedler, sagde dommer Jens Stausbøll i retten.

Nordea er efter kritik på grund af denne og flere lignende hvidvask-sager nu stoppet med at sælge 500 euro-sedler.

Se også: Nordea solgte igen euro for millioner til hvidvask-central

En enig domsmandsret mente, at Mohamad Esmaeil Al-Karbalaie udmærket vidste, at en kriminel organisation brugte hans vekselbureau til hvidvask, og at han var klar over, at pengene stammede fra salg af hash eller anden kriminalitet.

Mindst 24 store vekslinger
Straffen blev derfor fire års fængsel på grund af værdien og grovheden og karakteren af hæleriet, der blev udført erhvervsmæssigt af et vekselbureau. Retten fandt ikke, at den dømte skulle have strafnedsættelse på grund af sin alder eller helbred.

Mindst 24 gange vekslede hash-ligaen store beløb til euro hos New Travel & Exchange, hvorefter pengene blev smuglet til bagmanden i Alicante i Spanien.

For eksempel fik hash-bandens 'finansmand', Lasse Villadsen, ekstraordinært åbnet New Travel & Exchange en dag, hvor han drog derfra med næsten 520.000 euro, der samme dag blev transporteret ud af Danmark.

Byretten fandt, at der var en udtrykkelig aftale mellem hash-organisationen og personer knyttet til New Travel & Exchange om at veksle pengene til euro.

 Se også: Vekselkontor hvidvaskede 30 millioner sorte kroner

To penge-kurérer er tidligere dømt i sagen, som politiet døbte 'Operation Bamse', for at have kørt cirka 45 millioner kr., vekslet til euro, ned til Tejs Søgart Halberg i Spanien.

Han var højre hånd for en stor bagmand kun kendt med øgenavnet 'Soto'.

Tejs Søgart Halberg, der formåede at holde sig skjult i Spanien i fem år, mens han var på flugt fra en narkodom i Danmark, sørgede for at arrangere smuglerturene, skaffe lastbiler og holde møder med aftagerne og få udbyttet fra hash-salget kørt ned til Spanien.

Hans 'pengemand' i Danmark var hans revisor-ansatte svigersøn, Lasse Villadsen, der tidligere har fået seks et halvt års fængsel for sin centrale rolle i hash-sagen.

De 18 personer i 'Bamse-ligaen' har tilsammen fået 65 år og otte måneders fængsel, mens en 19. deltager er dømt til psykiatrisk behandling.

Under en hemmelig ransagning maskeret som et indbrud, beslaglagde politiet 326 kilo hash under efterforskningen af 'Operation Bamse', hvor 19 nu er dømt. (Arkivfoto fra anden hashsag) 112 - 16. feb. 2016 - kl. 12:06 Hash-bande sendt 65 år i fængsel

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere