Veje spærret: Reklamelærred har revet sig løs

Et reklamelærred ved Langebro har på grund af den voldsomme blæst revet sig løs

Der er spærret i området omkring Langebro i det indre København. Det sker, fordi et reklamebanner på grund af det voldsomme vejr har revet sig løs og lige nu hænger og flagrer.

Det siger Henrik Brix, vagthavende ved Københavns Politi til Ekstra Bladet.

- Vi har ikke nogen tidshorisont, men vi håber at være færdige derude, inden mandagsmyldretiden starter, siger han.

Man kan altså ikke køre ad Christians Brygge, mens politiet arbejder ved reklamelærredet. Vejene omkring Christians Brygge er også spærret.

- Man kan se nogle ledninger og lamper, men vi arbejder på stedet, siger Henrik Brix.