Vejvrede: Fik lussing af rasende trafikant

Politiet efterlyser to mænd efter en voldelig episode mod 29-årig kvindelig bilist

En kvindelig bilist blev natten til søndag overfuset og tildelt en lussing af en medtrafikant, som tilsyneladende var aldeles utilfreds med hendes kørsel.

Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Episoden skete i rundkørslen ved Kokkedal Industripark, hvor kvinden kom kørende sammen med sin kæreste.

Her blev de klokken 00.30 stoppet af to mænd, som konfronterede kvinden med hendes kørsel og gav hende en lussing. Vejvreden stoppede ikke her, for da kvinden og hendes kæreste kørte fra stedet, kastede de to mænd en flaske efter bilen, så bagruden blev delvist knust.

Den 29-årige kvinde og hendes kæreste anmeldte hændelsen til politiet dagen efter, og derfor efterlyser Nordsjællands Politi nu de to mænd, som var involveret i episoden.

De forurettede har givet følgende signalement af mændene, der begge var af udenlandsk afstamning:

Mellem 24-29 år og begge talte dansk med udenlandsk accent.

Den ene var 175-180 cm høj, kraftig af bygning, brun i huden og med sort hår.

Hans kammerat var iført kasket og 185-190 cm høj. Han var ligeledes brun i huden og spinkel af bygning.

Har man oplysninger i sagen bedes man kontakte Nordsjællands Politi på 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere