Vejvrede: Gal bilist gav traktor-fører en på skallen

En 60-årig medarbejder i Vej og Park i Kalundborg Kommune var tilsyneladende alt for langsom i sin traktor til at gøre den travle fører af en Toyota-ladbil tilfreds

En 60-årig chauffør af en traktor blev onsdag udsat for vejvrede på Holbækvej ved Kalundborg. (Googlemaps)
En 60-årig chauffør af en traktor blev onsdag udsat for vejvrede på Holbækvej ved Kalundborg. (Googlemaps)

Det kom til at koste en 60-årig medarbejder i Kalundborg Kommunes afdeling for Vej og Park en ordentlig en på skallen, at han onsdag eftermiddag kørte i adstadigt tempo i en af kommunens traktorer på Holbækvej på vej mod en opgave i Viskinge.

For bag ham måtte en mand i en mørkeblå ladbil af mærket Toyota acceptere det magelige tempo et stykke vej, og det var tilsyneladende så slemt for manden, at han valgte at bremse hårdt op og standse sin ladbil helt, da han endelig var kommet uden om traktoren.

Dernæst steg manden ud af sin bil og gik hen til traktoren.

Føreren af ladbilen var ifølge Midt- og Vestsjællands Politi meget aggressiv, og det endte med, at han steg op på traktorens trinbræt og slog den 60-årige kommunale embedsmand med et knytnæveslag i ansigtet, hvorefter han gik hen til sin bil og kørte videre.

Traktor-føreren meldte klokken 15.38 episoden til politiet, som gerne vil høre fra vidner eller andre, der måtte være i stand til at hjælpe med at få identificeret gerningsmanden.

Han beskrives som mellem 40 og 50 år, dansk, lys i huden, 170-175 cm. høj, kort brunt hår med grå stænk, skægstubbe og iført mørkt tøj, som formentlig er arbejdstøj.

Den mørkeblå ladbil var med en tynd rød staffering øverst og langs hele bagklappen.