Velhaver-par frygter hjemmerøveri kan inspirere andre kriminelle

Pressen skal begrænses i omtalen af opsigtsvækkende hjemmerøveri. Det forlanger rigt ægtepar, når retssagen starter

Ægteparret blev truet med pistol med lyddæmper i deres hjem i Nordsjælland. Foto: Mogens Flindt
Ægteparret blev truet med pistol med lyddæmper i deres hjem i Nordsjælland. Foto: Mogens Flindt

Et ældre yderst velhavende ægtepar frygter, at kriminelle bliver inspireret af det hjemmerøveri, som parret blev udsat for i deres luksusvilla i Nordsjælland tidligere på året.

De har ellers forsøgt at leve i fred og ro med deres rigdom udenfor pressens søgelys, men hjemmerøveriet bragte parret i centrum i både danske og udenlandske medier.

Derfor kræver ægteparret nu at blive beskyttet af både navneforbud og referatforbud, når retssagen mod den 36-årige formodede hjemmerøver starter i retten den 25. september.

Ifølge tiltalen brød han ind i villaen ved at knuse en rude, og truede med at skyde ægteparret med en pistol med lyddæmper, hvis ikke ægtemanden overførte 2,5 millioner kr. til den 36-åriges egen konto i Nordea.

Politiet fik stoppet pengeoverførslen, og den 36-årige blev anholdt seks timer senere.

Lyngby Ret holdt et retsmøde i dag, hvor ægteparrets advokat Per Magid anmodede dommer Ulrik Finn Jørgensen om en kendelse om navne- og referatforbud.

Dommeren afsiger først kendelse i sagen tirsdag klokken 10, og derfor afstår Ekstra Bladet fra at omtale ægteparrets navne indtil kendelsen foreligger.

Levede i ro og diskretion
- Pressedækningen i både dansk og udenlandsk presse har været langt mere belastede for dem end selve røveriet, sagde Per Magid i retten.

- Ægteparret er beskedne mennesker, der er mere velhavende end de fleste og har levet et liv i diskretion og fred og ro uden omtale af deres private forhold. Det blev afbrudt efter røveriet. Da de tilkaldte politiet, bad de om, at sagen blev behandlet med den fornødne diskretion, sagde advokaten.

Han mener, at forbud mod at omtale parrets navne og forklaringer i retten vil dæmpe presseomtalen, og begrænse den skade, der er sket. Han er dog klar over, at det stadig vil være nemt at finde frem til den tidligere omtale, men at et navne- og referatforbud vil gøre det lidt sværere.

Advokaten sagde i retten, at hjemmerøveriet kan inspirere andre kriminelle til at forsøge nye røverier mod ægteparret.

- De er heldigvis kommet over det uden mén, og der er intet erstatningskrav fra deres side, sagde advokat Per Magid.

Navneforbud omsonst
Sagens anklager Camilla Godfrey ville ikke protestere mod forbuddene, men mente dog, at et navneforbud var omsonst, fordi hjemmerøveriet og parrets navne allerede har været omtalt i medierne adskillige gange.

Ekstra Bladet protesterede i retten mod et navneforbud og referatforbud, og anførte at et eventuelt referatforbud kun skal omfatte ægteparrets rent private forhold, ikke deres forklaringer om selve røveriet - hvor hele forløbet kan læses i det offentliggjorte anklageskrift.

Det velhavende ægtepar har været omtalt i forbindelse med hjemmerøveriet over 1000 gange på landsdækkende og lokale netmedier samt i en række dagblade, oplyste Ekstra Bladet i retten. Et navneforbud gælder også kun til der er afsagt dom i sagen. Den forventes den 28. september.