Ven til afdød vidste ikke hvordan MDMA skulle indtages

En 17-årig anklages for uagtsomt manddrab for at sælge MDMA til to 15-årige, hvoraf den ene afgik ved døden.

Indtagelse af MDMA førte til en 15-årig drengs død. Arkivfoto: AlamyStock Photo
Indtagelse af MDMA førte til en 15-årig drengs død. Arkivfoto: AlamyStock Photo

Da to 15-årige drenge i februar købte og indtog det ulovlige stof MDMA, var de ikke klar over, hvad det var for et stof, de havde købt.

Det fortæller den ene af drengene, som overlevede at indtage stoffet. Den anden dreng, Adam Buk, døde to uger efter, at drengene havde taget stoffet.

- Vi spurgte efter hash. Så blev det sagt, at der ikke var noget, men der var nogle piller, siger den 15-årige i Retten i Næstved mandag.

I Retten i Næstved mandag er en 17-årig dreng tiltalt for uagtsomt manddrab, da han købte et gram MDMA og solgte det videre til de to 15-årige. Han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab, men erkender at have solgt stoffet.

Mandag har han forklaret i retten, at han først købte et gram til sig selv, og senere købte et gram yderligere, som han solgte videre til de unge drenge.

Da de to drenge mødtes med den 17-årige sælger, kom det bag på dem, at de fik krystaller og ikke piller, fortæller den 15-årige. Derfor var de ikke sikre på, hvordan de skulle tage det.

De to gik hen til en legeplads, hvor de tog lidt af stoffet.

- Der indtager vi det første gang. Vi sniffer det, siger han.

Da de to drenge ikke kunne mærke noget, gik de videre og endte på en café, hvor de tog stoffet sammen med cola. Her begyndte det at mærke stoffet virke, og de forlod stedet og satte sig ned et sted.

Herefter kan den 15-årige ikke huske mere, før han var hjemme igen.

Efterfølgende blev han indlagt, og det samme gjorde Adam Buk, som blev lagt i kunstig koma, og den 15. februar afgik ved døden.

Den tiltalte, som solgte stoffet, har forklaret i retten, at han selv blev advaret om, at stoffet var stærkere end normalt. Han ville efter salget til de to 15-årige advare dem, og fik en ven til at skrive på Snapchat. Beskeden blev dog aldrig åbnet.

Sælgeren havde også købt et gram MDMA til sig selv, men han forklarer, at han ikke kunne mærke noget.

I modsætning til de to 15-årige, der angiveligt tog lidt over halvdelen af et gram sammen, delte den 17-årige et gram med ni andre, har han forklaret.

I sidste måned blev en anden 17-årig frifundet for uagtsomt manddrab i samme sag, men idømt fire måneders fængsel for salg af stoffet.

Han var anklaget for at have solgt stoffet til den 17-årige, som er i Retten i Næstved mandag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere