Ven til kuffertmanden: Han var sexfrustreret

31-årig syrer, der er tiltalt for drab og to voldtægter, var meget optaget af sex, fortæller kammerat

RETTEN I LYNGBY (Ekstra Bladet): Den 31-årige Ghiath Eddin Sukkar havde et forhold til sex, der var ud over det sædvanlige. Det forklarede en af mandens kammerater i retten tirsdag.

Her er adskillige vidner kaldt ind for at vidne om eller imod den 31-årige syrer, som er tiltalt for at have dræbt sin 48-årige italienske logerende og for at have voldtaget to andre kvinder - en 29-årig dansker og en filippinsk au pair-pige, som begge boede til leje hos ham i Lyngby.

Se også: Nabo: Kuffertmanden tilbød mig sex med dræbt kvinde

Kammeraten til Ghiath Eddin Sukkar fortalte blandt andet, at de to venner talte en del om sex, og at Ghiath Eddin Sukkar blandt andet havde fortalt om en asiatisk kvinde, som han gerne ville indlede et forhold til. Men det var hun ikke interesseret i.

- Var han mere end almindeligt interesseret i sex, ville anklageren vide.

- Ja, lød det korte svar fra kammeraten, inden han blandt andet uddybede:

- Engang, hvor jeg besøgte ham, sad han bare og så sexfilm, og han talte meget om sex, lød det fra manden, der desuden kaldte manden for 'sexfrustreret'.

Sukkar har af pressen fået tilnavnet ’udlejeren fra helvede’. Han sidder tiltalt for to voldtægter og et drab på tre kvinder, som har boet hos ham. (Tegning: Jørgen Bitsch) Krimi Kuffertmanden: Derfor kvalte jeg Carla

Manden nægter selv at have voldtaget de to kvinder, men forklarede blandt andet i retten i sidste uge, at han havde et kærestelignende forhold til den ene.

Til gengæld nægter han ikke, at han er ansvarlig for den 48-årige kvinde Giancarla Coppis død, men påstår, at der var tale om vold med døden til følge og ikke drab.

- Jeg havde ikke regnet med, at hun ville dø så hurtigt, forklarede manden, der havde taget halsgreb på kvinden, fordi hun ville flytte ud.

Efterfølgende pakkede han hendes lig ned i en kuffert, smed den i en cykelanhænger og kørte ud til et grønt område i Lyngby, hvor han smed kufferten fra sig.

Se også: Tiltale: Sådan truede 'kuffertmanden' offer til tavshed

To dage senere blev han anholdt. Det skete, efter hans nabo, som han i øvrigt havde vist liget til, meldte drabet til politiet.

Blandt tirsdagens vidner var også en vicestatsobducent, som var med til at lave obduktionen af den 48-årige kvinde. Hun slog blandt andet fast, at kvinden var død af kvælning ved kværkning - altså ved brug af hænderne - men hun kunne ikke fastslå, hvor længe kvinden var blevet kvalt.

Ifølge den tiltalte selv holdt han maksimalt hænderne om kvindens hals i 30 sekunder.

Dagens sidste vidne var den 29-årige kvinde, som Ghiath Eddin Sukkar er tiltalt for at have voldtaget. Kvinden var ledsaget af sin bistandsadvokat, og forklaringen blev afholdt for lukkede døre.

Sagen fortsætter i morgen, og dommen forventes i næste uge.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere