Veninde var offer for hævnporno: Nu har brødre taget sagen i egen hånd

To brødre besluttede sig for at gribe ind, da en veninde fik delt intime billeder på nettet. Nu er deres projekt vokset, og 90 medlemmer arbejder døgnet rundt på at opsøge gerningsmændenes forældre

Når gruppen tager kontakt til gerningsmændenes forældre, sender de altid screenshots med, der viser, hvad deres børn har skrevet og delt. Foto: Screenshot
Når gruppen tager kontakt til gerningsmændenes forældre, sender de altid screenshots med, der viser, hvad deres børn har skrevet og delt. Foto: Screenshot

Igennem længere tid havde 18-årige Michael Lauritsen og hans syv år ældre bror Jan set, hvordan især piger blev hængt ud i forskellige fora på sociale medier.

Efterspørgslen på nøgenbilleder steg, og da det på et tidspunkt gik det udover en veninde i deres egen omgangskreds, fik brødrene nok.

- Der var alle de her Facebook-grupper, hvor folk blev hængt ud, og intime billeder blev delt. Det eskalerede fuldstændig, og så var det, at en vi kender oplevede hævnporno, fortæller Michael Lauritsen.

Flere af grupperne havde over 50.000 medlemmer, og drengene kunne ikke længere se til, mens en masse mennesker blev udsat for cybermobning.

- Vi ville forsøge at komme problemet til livs ved at kontakte de pågældendes forældre og vise dem, hvad deres børn havde gang i, fortæller Michael Lauritsen.

18-årige Michael Lauritsen (th) og hans 25-årige storebror har startet Pulterkammerets Aktivister, der forsøger at bekæmpe hævnporno. Privatfoto
18-årige Michael Lauritsen (th) og hans 25-årige storebror har startet Pulterkammerets Aktivister, der forsøger at bekæmpe hævnporno. Privatfoto
 

'Det var en joke'
Det, der startede som et projekt for de to brødre, er siden vokset til netværket Pulterkammerets Aktivister, der har mere end 16.000 medlemmer. 90 personer er særligt udvalgt til at dele og kontakte forældrene til de børn, der deler ulovligt indhold på nettet.

Forældrenes reaktioner har hidtil været meget forskellige. Nogle svarer, at de er glade for, at brødrene forsøger at gøre noget ved problemet, mens andre ikke tror på, at deres børn kan stå bag.

- De fleste har reageret positivt, men der er også forældre, som vender tilbage med svar om, at deres børns Facebook har været hacket, eller at det hele har været en joke. Der er jo ingen forældre, der har lyst til at tro sådan noget om deres børn, og så vælger de at tro på deres bortforklaringer, fortæller Michael Lauritsen.

Ofre vil have hjælp
I langt de fleste tilfælde er forældrene ikke opmærksomme på, hvad deres børn har været med til at dele, og så svarer de, at de vil tage en snak med deres søn eller datter.

Ekstra Bladet har fået tilsendt to eksempler, hvor forældre har svaret på gruppens henvendelse. Her er en forældre, der er glade for drengenes arbejde. Foto: Screenshot
Ekstra Bladet har fået tilsendt to eksempler, hvor forældre har svaret på gruppens henvendelse. Her er en forældre, der er glade for drengenes arbejde. Foto: Screenshot
 

Pulterkammerets Aktivister er flere gange blevet kontaktet af piger, der har været ofre for hævnporno.

- Mange piger kontakter os selv og fortæller, at deres billeder er blevet delt. Nogle gange har deres forældre også henvendt sig til os for at få hjælp, fortæller Michael Lauritsen.

Siden brødrene startede for et halvt år siden, har de været med til at lukke adskillelige Facebook-grupper- og chats med flere tusinde medlemmer i alt.

Alene i januar tog den aktivistiske gruppe kontakt til 46 personer og fik lukket seks grupper, fortæller Michael Lauritsen.

Gruppen sender screenshots som beviser til de pågældende forældre. Foto: Screenshot
Gruppen sender screenshots som beviser til de pågældende forældre. Foto: Screenshot
 

Gruppens medlemmer har endnu ikke oplevet nogle ubehagelige konsekvenser ved deres projekt.

- Flere har skrevet til os, at det var dårlig stil at kontakte deres forældre, men vi er ikke blevet truet eller noget. Hvis der på et tidspunkt bliver problemer med dem, går vi videre med det til politiet, fortæller Michael Lauritsen og fortsætter:

- Meningen med det her projekt er jo netop, at ingen skal hænges ud. Det er det, vi selv er imod. Derfor lukker vi den også, så snart vi har talt med forældrene, medmindre de skriver, at de er lige glade - så går vi til politiet.

I lang tid var projektet næsten et deltidsjob for brødrene, men da de begge har travlt med studier og arbejde ved siden af, har de trukket sig lidt tilbage. I dag bruger de cirka en time om dagen på at koordinere og tale med andre medlemmer i gruppen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere