Veninder tog kærligt billede: Få timer efter skete den grusomme tragedie

- Jeg vil aldrig tilgive mig selv. Intet jeg siger eller gør vil gøre, at hun kommer tilbage. Jeg er meget, meget ked af det... Det skulle aldrig være sket

Foto: Privatbillede.
Foto: Privatbillede.

Cheyenne Rose Antoine tog for to år siden et billede sammen med sin bedste veninde Brittney Gargol, som hun senere lagde på Facebook. De to piger fra Saskatoon, Canada, var på vej i byen, men det skulle vise sig at blive deres sidste aften sammen.

Om natten blev den dengang 18-årige Brittney Gargol fundet dræbt på en losseplads i byen.

Ved siden af liget fandt politiet et bælte, som de formodede var blevet brugt til at kvæle hende. Og her blev Cheyenne Rose Antoines billede fra Facebook altafgørende i jagten på gerningsmanden.

Det viste sig nemlig, at Cheyenne Rose Antoine havde det selvsamme bælte på på billedet, der var taget blot nogle timer forinden.

Det skriver den canadiske tv-station CBC News.

Cheyenne Rose Antoine betroede sig senere til en veninde, hvor hun fortalte, at de to piger var kommet op at skændes, hvilket på tragisk vis resulterede i, at hun slog, kvalte og dræbte Brittney Gargol.

- Jeg vil aldrig tilgive mig selv
Under politiets afhøring kunne hun efter sigende ikke huske, at hun kvalte Brittney Gargol, men benægtede dog ikke at have slået hende ihjel.

Cheyenne Rose Antoine, der i dag er 21 år, blev kendt skyldig i drabet på sin veninde, og mandag blev hun idømt syv års fængsel.

- Der er ingen tvivl om, at denne unge kvinde havde problemer. Og på grund af de problemer er hun farlig, fortæller Robin Ritter, der er anklager i sagen, til CBC News.

I forbindelse med retssagen valgte offerets tante Jennifer Gargol at mindes sin niece med et par ord.

- De fleste dage kan vi ikke lade være med at tænke på Brittney, og hvad der skete den dag. Hvad hun må have tænkt på, mens hun kæmpede for sit liv.

Cheyenne Rose Antoine fortalte gennem sin advokat, at hun ikke kan huske øjeblikket, hvor mordet fandt sted, men at hun fortryder det inderligt.

- Jeg vil aldrig tilgive mig selv. Intet jeg siger eller gør vil gøre, at hun kommer tilbage. Jeg er meget, meget ked af det... Det skulle aldrig være sket.