Verdens giftigste konfiskeret på Fyn: - Vi måtte aflive nogle af dem

45 giftige slanger er blevet konfiskeret i en razzia. Størstedelen opholder sig nu på Terrariet i Vissenbjerg

45 giftige slanger er blevet konfiskeret under en koordineret razzia på fem fynske adresser, heriblandt to af verdens mest giftige.

- Det kom lidt bag på os, hvor mange slanger der egentlig var. Vi måtte aflive nogle af dem på stedet, siger dyrepasser Brian Bentzen til TV 2/Fyn.

Forklaringen lyder, at nogle af disse slanger ikke ville kunne bo på Terrariet i Vissenbjerg på grund af faciliteterne. Andre slanger havde skader på hovedet.

- Størstedelen har vi taget med tilbage til terrariet. Vi kan have nogle af dem selv, men en del af dem skal til andre zoologiske haver i Danmark og Europa, hvis der er nogen, der gerne vil have dem, forklarer Brian Bentzen.

Han nævner blandt andet Randers Regnskov som et muligt nyt hjem for de ulovligt holdte og giftige slanger.

Der blev konfiskeret forskellige arter af kobraer og klapperslanger. Også Afrikas 'dræber' nummer et, den afrikanske puffadder, var blandt de konfiskerede dyr. Den australske indlandstaipan, en af verdens giftigste landlevende slanger, blev ligeledes konfikseret.

Fire mænd sigtet
Fire mænd er blevet sigtet for at være i besiddelse af de 45 giftige slanger.

Tirsdag aften ransagede politiet fem adresser i en koordineret aktion, hvori terrariet deltog.

De sigtede er alle krybdyrsinteresserede. Bliver de dømt, kan de se frem til en klækkelig bøde, skriver TV 2.

- De har været interesserede i slanger og krybdyr og har chattet om de giftige slanger i en gruppe på nettet. Det blev opdaget og anmeldt, hvorefter vi slog til, siger politikommissær Jeff Kongedam til TV 2.

Der blev fundet og beslaglagt fire slanger i Rødovre, 29 i Rødby, to i Nakskov, 10 i Roskilde, mens en ransagning i Svinninge var uden resultat.

Umiddelbart vurderer politikommissæren, at slangerne ikke var købt med henblik på videresalg. Det handlede om ren og skær interesse for de giftige dyr.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere