Vi slap for store problemer med forhøjet vandstand i nat

Topspringeren blev Odense med en vandstand på 1,50 meter

Jyllinge Nordmark ved Roskilde Fjord, onsdag den 2. januar 2018. Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Jyllinge Nordmark ved Roskilde Fjord, onsdag den 2. januar 2018. Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Den forhøjede vandstand, som var varslet natten til onsdag, har tilsyneladende ikke givet de helt store problemer i nattens løb.

Det viser de første meldinger onsdag morgen fra politiet og DMI.

Et af de steder, hvor man frygtede, at det kunne gå galt, var omkring Nordfyn og Odense.

Vagtchef hos Fyns Politi Torben Jakobsen oplyser til Ekstra Bladet tidligt onsdag morgen, at den forhøjede vandstand ikke har udløst en politimæssig indsats.

- Nej, vi har ikke oplevet problemer i nattens løb, og nu er vandstanden begyndt at falde. Beredskabet har kunnet håndtere sagen uden politiets indsats, siger vagtchefen.

Chefvagt hos Beredskab Fyn Knud-Otto Vestergaard siger til Ekstra Bladet:

- Det er gået planmæssigt. Vi har kunnet holde byer og havne fri for vand. Der har dog været en del vind og kraftige skumsprøjt. Der har kun været to henvendelser fra borgerne. Vi forventer snart at kunne slutte i Nyborg.

Sandsækkene klar
Heller ikke hos Sydsjællands og Lolland-Falsters politi har man oplevet problemer i løbet af natten.

- Prognoserne fra DMI viste, at der kunne opstå problemer på Lolland og ved Karrebæksminde. Men vi har ikke fået henvendelser omkring den forhøjede vandstand. Folk har jo også haft sandsækkene klar i forhold til den seneste oversvømmelse, siger vagtchef Ole Hald.

Ifølge vagthavende meteorolog hos DMI Jesper Eriksen var nattens 'topspringer' Odense.

- Her nåede man op på en vandstand på 1,50 meter - fuldstændig som vi varslede. De fleste steder er vandet nu faldende. Enkelte steder topper det tidligt onsdag morgen. I Roskilde Fjord stiger vandstanden nok til omkring 1,30 meter, siger meteorologen til Ekstra Bladet.

Hos DMI nedjusterede man tirsdag aften forventningerne til stormfloden. Således regnede man kun med, at der ville blive tale om  'forhøjet vandstand.'

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere