Video: Danskere flygtet fra kæmpe eksplosion i Kina

En stor eksplosion har ramt Kinas fjerdestørste by, Tianjin. Flere hundrede meldes såret

En kineser fangede den voldsomme eksplosion med sit mobilkamera. (Video: Privatoptagelser)

En stor eksplosion har ramt Tianjin-provinsen i Kina.

Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua melder om mindst 300 sårede.

Ligeledes melder det statsejede People's Daily, at syv mennesker er bekræftet døde.

Man ved endnu ikke, hvad der forårsagede eksplosionen, men ifølge to danskere der bor området, er der tale om et stort gasværk, der er eksploderet.

Stefan Andersen og Flemming Holm vågnede i nat 23.30 lokal tid (17.30 dansk tid) ved at deres vinduer i deres lejligheder blev blæst ind af trykbølgen efter eksplosionen.

- Jeg ser et lys, der skinner helt vildt op. Da jeg så kigger, hører jeg et kæmpe brag. Jeg løber ind og vækker min værelseskammerat. Så kommer der endnu et brag og alle vinduer sprang ind, siger Stefan Andersen, der bor og arbejder i Tianjin, til Ekstra Bladet.

- Min kammerat lå stadig i sengen, så han blev ramt af glasskår, siger Stefan Andersen, der fortæller, at han bor på 8.etage, og at hele ejendommen stod og rystede efter eksplosionen.

Kaotiske tilstande
Stefan Andersen beskriver, at der efter eksplosionen herskede kaotiske tilstande på gaden. Der var glasskår overalt på gaden, og der var flere personer, der var flygtet fra deres boliger uden at have nået at få tøj på.

En anden dansker fortæller, at han bor på 16. etage lige ved gasværket.

- Jeg hører også to kæmpe brag og alle mine vinduer bliver blæst ind. Hele bygningen rystede, så jeg troede faktisk, at det var et jordskælv et kort øjeblik. Jeg har fået lidt rifter i hovedet og er selvfølgelig chokeret, men ellers har vi det begge to okay, siger Flemming Holm til Ekstra Bladet.

Billede fra Stefan Andersens lejlighed efter eksplosionen. (Foto: Privat)
Billede fra Stefan Andersens lejlighed efter eksplosionen. (Foto: Privat)
 

Har forladt området
De to danskere har deres eget firma i Kina, hvor de hjælper store danske virksomheder med at bygge fabrikker.

- Jeg ejer selv lejligheden, som nok ikke ser så smart ud mere, siger Flemming Holm.

Flemming Holm og Stefan Andersen befinder sig nu 15 kilometer væk fra området, hvor de er taget hen til nogle venner.

- Alle hospitaler er fyldt op nu, så der er ingen tvivl om, at der er mange, der er kommet slemt til skade, siger Flemming Holm og fortæller, at der er flere tusinde mennesker, der render rundt i gaderne.

Der er endnu ikke kommet noget ud fra officielt hold om antallet af sårede eller dræbte ved eksplosionen.

Området spærret af
Havnebyen Tianjin ligger omkring 150 kilometer syd for Beijing. Der bor omkring 15 millioner mennesker i byen.

Ifølge CCTV's reporter Matt Simon, der er i kontakt med af kanalens reportere i Tianjin, har der været to til tre eksplosioner. Først i havneområdet og derefter ved et gasanlæg.

Han skriver, at der er meget politi i området, og det brænder kraftigt.

Ekstra Bladet følger sagen

1 af 2 (Foto: Privat)
2 af 2 Billeder viser massiv eksplosion i Tianjin-provinsen i Kina.