Vidne: Politi trak våben mod mand bevæbnet med plastikgevær

En mand i alderen 50-55 skabte tidligere på dagen panik i Kolding, da en forbipasserende så manden bevæge sig rundt med en geværlignende genstand i området

Betjent udenfor ejendommen, hvor en 50 til 55-årig mand blev anholdt (Læserfoto)
Betjent udenfor ejendommen, hvor en 50 til 55-årig mand blev anholdt (Læserfoto)

Sydøstjyllands Politi kom i den grad op på mærkerne, da de klokken 12.43 modtog en anmeldelse om, at en 50-55 årig mand bevægede sig rundt i området ved et lejlighedskompleks på Haderslevvej i Kolding bevæbnet med et geværlignende genstand.

Politiet modtog anmeldelsen fra den bekymrede borger og sendte straks talstærkt mandskab til området.

- Vores folk på stedet har for kort tid siden anholdt manden. Det viste sig, at der var tale om en plastikmaskinpistol, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi Jørgen Lindhardt til Ekstra Bladet.

Han kan ikke fortælle, hvorfor den 50-55 årige mand havde plastikvåbnet på sig i boligområdet, men fortæller at der sandsynligvis er tale om en psykisk uligvægtig person.

- De første der når stedet er en cykelpatrulje. Herefter kommer flere patruljer til stedet, og de får i samarbejde anholdt manden, der ifølge de meldinger jeg har fået fra stedet, fulgte med uden større dramatik, siger Jørgen Lindhardt.

Trak våben
Vidner fortæller til Ekstra Bladet, hvordan politiet ikke tog nogen chancer i forbindelse med situationen.

- Lejlighedskomplekset var afspærret. Fra vores position kunne vi se tre betjente nedenfor ejendommen. Det lignede de holdt vagt ved ud og indgangen til lejlighederne.

- I mens stod en fjerde med trukket maskinpistol og kiggede mod et vindue i ejendommen, fortæller Kristian Blinkenberg, der sammen med sin kæreste kørte forbi optrinnet knap halvanden time efter politiet modtog alarmopkaldet om den muligt bevæbnede mand.

Fire dage siden sidst
Det er ikke mere end fire dage siden, at en anden mand skabte panik, da han bevægede sig rundt med attrapvåben.

Det skete på den lille ø Egeholm i Limfjorden udfor Aalborg.

En 51-årig mand blev anholdt, da et vidne havde set ham bevæge sig rundt nær en restaurant med, hvad der til forveksling lignede en ægte pistol.

Nordjyllands Politi tog ingen chancer og mødte talstærkt op, da anmelderen samtidig oplyste, at manden var blot 50 meter fra den børnefødselsdag, der blev holdt på restauranten.

Ved den lejlighed viste det sig også, at der var tale om falsk alarm.