Vidne: Ulykkesbil kørte i høj, høj fart

Audi kørte over Langebro og direkte ind i 35-årig politimands bil. Han var dræbt på stedet

Ulykken skete natten til tirsdag på Langebro, hvor en Audi tilsyneladende kørte meget hurtigt og føreren mistede herredømmet. Video/redigering: Kenneth Meyer

– Jeg når lige at registrere en mørk bil, der kører i høj, høj fart over Langebro, og så lyder der et par ordentlige brag. Jeg vender mig om og ser bare biler over det hele.

Journalist Thomas Heiredal blev sammen med en kollega vidne til den voldsomme trafikulykke på Langebro natten til tirsdag, hvor en 35-årig politiassistent blev dræbt.

Han var i tjeneste for politiets afdeling Særlig Efterforskning Øst, da hans bil, en blå Hyundai i30, tilfældigt blev torpederet frontalt af en Audi A6 Avant, som ifølge politiet blev ført af en 25-årig mand. Han flygtede til fods efter ulykken.

Den 25-årige blev i dag varetægtsfængslet i 27 dage i Københavns dommervagt. Retten har nedlagt forbud mod at nævne identiteten både på den 25-årige og den dræbte betjent.

112 - 23. jul. 2019 - kl. 15:29 Betjent dræbt i ulykke: 25-årig nægter uagtsomt manddrab

Fire-fem andre biler, blandt dem en taxa, blev ramt, da ulykkesbilerne blev slynget rundt i trafikken på Langebro. Ingen andre end betjenten kom til skade.

Klemt fast i vraget
Thomas Heiredal cyklede sammen med sin kollega mod Rådhuspladsen på vej hjem efter arbejde. De kørte ved siden af hinanden og snakkede, da han ud af øjenkrogen så og hørte den hurtige bil i et splitsekund inden ulykken. Asfalten på Langebro var fugtig.

artiklen fortsætter under billedet

Føreren flygtede fra Audien efter ulykken, men blev anholdt godt to timer senere. Foto: Kenneth Meyer
Føreren flygtede fra Audien efter ulykken, men blev anholdt godt to timer senere. Foto: Kenneth Meyer
 

– Det første jeg gør, er at ringe 1-1-2. Der kommer hurtigt flere mennesker omkring begge biler, og jeg bliver bedt fra alarmcentralen at forklare, hvad jeg kan se, så jeg ligesom er deres øjne på stedet. De spørger blandt andet om nogen er fastklemt, og jeg kan bekræfte, at der sidder en livløs i den ene bil, der er klemt fast, og at der ikke er nogen i den anden bil, siger Thomas Heiredal.

Hjælpen var hurtigt fremme og så trak Thomas Heiredal sig væk fra stedet, efter at han havde forklaret politiet om bilen, der kørte meget stærkt.

– Den bedste måde, jeg kunne hjælpe på, var at videreformidle, hvad jeg så på stedet, siger han.

Svært at falde til ro
– Man er rystet, og det var svært at falde til ro bagefter. Heldigvis havde jeg min kollega, så vi kunne tale om oplevelsen. Det var voldsomt. Det får en til at tænke over, at det ikke er så vigtigt at komme hurtigt frem - men bare at komme frem - og at man bruger den nødvendige tid, siger Thomas Heiredal.

Den dræbte betjent var gift, havde et barn og var meget aktiv indenfor idræt. Han havde en betroet stilling som efterforsker i Særlig Efterforskning Øst.

– Jeg kan bekræfte, at han var ansat i SEØ, siger politiinspektør Torben Svarrer.

SEØ efterforsker organiseret kriminalitet og rockere og bander.

Men politiet ønsker ikke at oplyse, hvilken opgave den 35-årige var på, da han blev dræbt, eller hvad han arbejdede med til dagligt. Han var alene i bilen.

SEØ er en sammentømret efterforskningsenhed, hvor alle kender hinanden, og derfor sørgede SEØ for, at alle den dræbte betjents kolleger i SEØ blev underrettet inden oplysningen om, hvor han arbejdede, kom ud.

Betjenten sad fastklemt i bilen til højre, hvor brandvæsenet måtte klippe taget af. Fire-fem andre biler blev impliceret i ulykken, da de to ulykkesbiler blev kastet rundt i trafikken. Foto: Kenneth Meyer
Betjenten sad fastklemt i bilen til højre, hvor brandvæsenet måtte klippe taget af. Fire-fem andre biler blev impliceret i ulykken, da de to ulykkesbiler blev kastet rundt i trafikken. Foto: Kenneth Meyer
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere