Vild jagt i nat: Betjent revet omkuld af flugtbil

Motorcykelbetjent slap med lettere knubs efter at være blevet væltet omkuld da en bilist, som blev stoppet ved et rutinecheck, stak af og indledte en dramatisk jagt gennem København

Det kunne have gået grueligt galt fredag nat, da en motorcykelbetjent bad om at se en bilists kørekort, efter at have standset ham ved et rutine-check klokken 03.17.

Betjenten stod ved førervinduet og havde fat i bilens dørstolpe, da bilisten pludseligt gassede op og tog flugten.

- Han har fat i dørstolpen. Når man står med sin store hjelm på, og skal kunne kigge ind i folks biler, så er det rart at have fat i den. Det gør det nemmere at afstandsbedømme, så man ikke banker hjelmen ind i bilen. Så han bliver rykket rundt, da bilen accelererer, fortæller vagtchef ved Københavns politi, Leif Hansen.

Vild jagt
Det lykkedes betjenten at komme hurtigt på benene igen og få alarmeret sine kolleger over radioen, men bilens fører formåede at slippe væk. 

Et par timer senere på Nordre Fasanvej på Frederiksberg, så den samme betjent et køretøj, som han mistænkte for at være identisk med flugt-bilen.

- Da han forsøger at standse ham, hopper manden ud og flygter til fods. Han formår så at praje en taxa fra området omkring Frederiksberg Hospital. Her bliver han set af nogle vidner, som gør os i stand til at eftersætte ham med flere patruljer, siger Leif Hansen.

Før den flygtende blev set ved hospitalet, havde politiet også gennemsøgt Frederiksberg Centret, på baggrund af vidner, der mente, at de havde set ham flygte derind.

Da taxaen nåede til Nørrebro station, lykkedes det at få den standset, og betjenten, der i første omgang blev revet omkuld, bekræftede, at der var tale om den samme person.

Kendt af politiet
Leif Hansen siger, at det langt fra er første gang, at politiet er stødt på ham.

- Det er en person, vi kender særdeles godt, siger han.

Betjenten blev efterfølgende undersøgt på skadestuen, men har ikke pådraget sig alvorlige skader.

Ingen andre kom noget til i forbindelse med episoden.

Se også: Vanvidsbilist stoppet af ægtepar: Havde børn i bilen

Se også: Fanget på fjeld: Fire personer reddet med helikopter

Se også: Nyt cafékaos: Forsøgte at skjule ulovligt sprutlager

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere