Ville afspore tog: Yderligere anholdelser i terrorsag

Terrormistænkts kone også anholdt i sag, hvor tyske højhastighedstog er forsøgt afsporet

Myndighederne i Østrig og Tyskland har fået gennembrud i en sag om terror rettet mod det tyske højhastighedstognet.

Onsdag beskrev tyske medier, hvordan 42-årig iraker blev anholdt tidligere på ugen. Han mistænkes for ved mindst to lejligheder at have forsøgt at afspore højhastighedstog i Tyskland.

Se også: Terrormistanke: Ville afspore tysk tog med stålwire

Tyske medier, blandt andet Bild, fortæller at yderligere to personer er anholdt i sagen. Anholdelserne er sket i Prag, og de tjekkiske myndigheder bekræfter anholdelserne, der er foretaget i Prags Vaclav Havel lufthavn på baggrund af en europæisk arrestordre.

Sammen med den 42-årige menes de at udgøre en egentlig terrorcelle. Også den 42-åriges kone er anholdt i sagen og sigtet for medvirken.

Den anholdte har fem børn. Han ankom til Østrig som flygtning i 2012. Her skal have studeret teknik på en videregående uddannelse.

Ifølge Bilds oplysninger var han ansat i et vagtfirma, der havde fodboldstadions og indkøbscentre som kunder.

Avisen beskriver, hvordan han mistænkes for at være Islamisk Stat-tilhænger.

Konkret mistænkes den 42-årige for ved flere lejligheder at have spændt stålwirer ud over jernbanestrækninger, hvor der kører højhastighedstog.

Første episode udspandt sig syvende oktober i fjor, hvor der på strækningen mellem Nürnberg og München var spændt en wire ud. Desuden var der anbragt metalforstærkede trækiler på selve skinnerne. Et tog påkørte forhindringerne, men fik kun lettere skader.

Næste anslag fandt sted 24. og 25. december, hvor et lignende arrangement var opstillet på banelegemet ved Karlshorst, der ligger i udkanten af Berlin. Også her blev arrangementet påkørt af et tog, der fik lettere skader.

Irakeren blev anholdt mandag i Wien, hvor han nu afhøres af tyske politifolk, skriver DPA. Han sigtes for terror, drabsforsøg, fareforvoldelse, forsøg på at forstyrre offentlig transport samt medlemskab af en terrororganisation.

Både i oktober og i december fandt politiet i umiddelbar nærhed IS-flag. DPA skriver desuden, at manden menes at have sympatier for Islamisk Stat.

Ifølge pressebureauet DPA erkender manden de to episoder, men nægter at der var tale om terror.