Ville dræbe rival på åben gade - bror går fri

Skyderi på Rovsingsgade var ikke en del af bandekonflikten, fordi Brothas først efter blev stemplet som bande.

Politi på stedet efter skyderiet, som fandt sted i juli sidste år. FOTO: Mogens Flindt
Politi på stedet efter skyderiet, som fandt sted i juli sidste år. FOTO: Mogens Flindt

Den ældste af to bandebrødre frifindes for et drabsforsøg på Rovsingsgade i København sidste sommer.

Det er Københavns Byret onsdag kommet frem til.

Her var to brødre, begge medlemmer af banden Brothas, på 30 og 27 år tiltalt for at have skudt mod en mand, der var relateret til Loyal To Familia. Af de otte skud ramte et enkelt offeret i ballen.

Men retten finder, at kun lillebroren er skyldig i at have affyret skuddene. Hans bror var rigtigt nok til stede, men udelukkende som fører af den bil, som de to kom kørende i.

Retten mener ikke, at storebroren var klar over, hvad der skulle ske, da de kom kørende omkring Rovsingsgade.

Nævningetinget finder dog begge brødre skyldige i våbenbesiddelse.

Anklagemyndigheden havde derudover rejst tiltale for, at drabsforsøget skete som led i den verserende københavnske bandekonflikt. Brødrene var tiltalt efter paragraf 81a - den såkaldte bandeparagraf.

Men fordi politiet først begyndte at overvåge Brothas som en bande efter drabsforsøget 25. juli 2017, kan de to ikke dømmes for bandeparagraffen, beslutter byretten.

Hvis man dømmes efter 81a, kan man risikere en straf, der er dobbelt så hård.

Straffen til de to brødre ventes afsagt senere onsdag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere