Ville køre fuld hjem fra restaurant

Mand og kvinde anholdt efter optrin i Egå

Et restaurantbesøg i Egå endte søndag med flere sigtelser for et ældre par, efter at de havde siddet og drukket tæt.

I første omgang måtte politiet rykke ud til Egå Marina, fordi der kom en anmeldelse om, at parret var ved at køre derfra i bil. En motorcykelbetjent formåede at standse bilen, og her indrømmede den 76-årige mand bag rattet, at han havde fået 'lidt alkohol'.

En patrulje kom til stedet for at transportere manden til en blodprøve, men den 76-årige nægtede at gå med, da han fik at vide, at hans bil skulle blive holdende på stedet. Pludselig skubbede han til den ene betjent.

I mellemtiden havde den 58-årige kvinde angiveligt skabt sig.

Hun var allerede gået ud af bilen, da de blev standset af motorcykelbetjenten, og ifølge politiets døgnrapport blev hun skønnet 'kraftigt påvirket af spiritus.' Kvinden blev ved med at blande sig i politiforretningen og nægtede at sætte sig ind i bilen eller gå væk fra stedet.

Da den 76-årige fik lov til at ringe efter en taxi til hende, nægtede hun også at sætte sig ind i den. På et tidspunkt faldt hun og slog sig, og det hjalp ikke på humøret. Hun blev tiltagende aggressiv og råbte flere fornærmelser mod betjentene, som til sidst fik nok og anholdte hende.

Manden er nu sigtet for spirituskørsel og vold mod politimand, mens hans kvindelige ledsager blev sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden samt fornærmelser mod politiet.