Ville til Sverige: Migranter gemte sig i skærmkassen på lastbil

Personerne forsøgte at komme ubemærket til Sverige via færgen mellem Helsingør og Helsinborg

Billedet her er et arkivfoto, og det har derfor ikke noget med den konkrete sag at gøre (Foto: Jens Dresling)
Billedet her er et arkivfoto, og det har derfor ikke noget med den konkrete sag at gøre (Foto: Jens Dresling)

Er du lastbilchauffør, og har du oplevet, at folk gemmer sig inde i bilens skærmkasse? Så hører Ekstra Bladet gerne fra dig. Send en sms til 1224 (alm. takst) eller en mail til 1224@eb.dk

Siden transportøransvaret blev indført, har de danske trafikselskaber, som fragter folk til Sverige, haft travlt med at tjekke passagerers papirer for at se, om der var tale om flygtninge, der ville søge asyl.

Det har skabt nye, uventede metoder for migranter til at komme ubemærket over grænserne, og det kan HH Ferries, der sejler mellem Danmark og Sverige, tydeligt mærke.

- Vi har ved øjensyn opdaget, at en person er kravlet op under en lastbil for at komme på færgen, siger Henrik Rørbæk, der er administrerende direktør i færgeselskabet, til Ekstra Bladet.

Ritzau har tidligere kunne fortælle, at han har sendt et brev ud til flere firmaer for at advare om den farlige tendens.

- Mit største problem og min største bekymring med det her er, at det er en meget stor overskridelse af trafiksikkerheden. Prøv at tænke på, hvis noget gik galt. Så stor vi alle i en tragisk situation. Både migranten, færgeselskabet, lastbilchaufføren og vidner, siger Henrik Rørbæk til Ekstra Bladet.

Ni anmeldelser
Færgeselskaberne har ikke bemyndigelse til at åben lastbilerne op og tjekke, om der sidder personer derinde og gemmer sig.

- Derfor tager vi i den slags situationer fat i dansk politi, som kommer og hjælper. Det er jo svært for os, for vi får en bøde fra svenskerne, hvis vi bringer folk over uden papirer, men samtidig har vi ikke tilladelse til at åbne bagagerum eller lastbiler op for at kigge efter. Så det er en svær situation for alle, siger Henrik Rørbæk.

I april måned har Nordsjællands Politi modtaget ni anmeldelser fra færgeselskaberne om, at migranter skulle være kommet om bord på en uvis måde.

- Det er der blevet fem konkrete sager ud af, hvoraf én af dem handlede om, at personer havde gemt sig i skærmkassen under lastbilerne, siger Henrik Hattel, der er politikommissær hos Nordsjællands Politi i Helsingør, til Ekstra Bladet.

Helt konkret var det to personer, som var kravlet op for at gemme sig.

- Det er mest i aften- og nattetimerne, at vi modtager anmeldelser om, at der er kommet nogle om bord, uden at de havde tilladelse til det, siger politikommissæren.

Vil overdrage kontrollen
Hverken politiet eller færgeselskabet vil komme med et bud på, hvornår eller hvordan personerne har formået at smutte ind i skærmkassen på bilen. Uanset er det et stort sikkerhedsproblem, lyder det.

- Derfor opfordrer vi også myndighederne til at overtage kontrollen, for vi må jo ikke gøre noget konkret i sådanne situationer alligevel, siger den administrerende direktør i HH Ferries, Henrik Rørbæk.

Selskabet har tilbudt, at svenske myndigheder kan få lov at stå både i Helsingør og Helsingborg.

Er du lastbilchauffør, og har du oplevet, at folk gemmer sig inde i bilens skærmkasse? Så hører Ekstra Bladet gerne fra dig. Send en sms til 1224 (alm. takst) eller en mail til 1224@eb.dk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere