Ville undgå tvangsfjernelse: Etnisk dansk mor dømt for at bortføre døtre

En 38-årig mor er blevet idømt seks måneders betinget fængsel for at have taget sine børn med til Marokko, selv om de stod over for at skulle tvangsfjernes

En 38-årig etnisk dansk mor fra Ishøj-egnen er blevet idømt seks måneders betinget fængsel for at bortføre sine egne døtre, som i dag er 8 og 15 år.

Det skriver anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Børnene stod ifølge politiet i februar 2014 til at blive tvangsfjernet fra hjemmet. Men børnene kunne pludselig ikke fjernes, fordi moren havde taget dem med sig til Marokko.

- Da hun finder ud af, at nu brænder tampen, så får hun en ven til at hjælpe sig med at køre til Sydspanien i en lånt bil, hvor de bliver indlogeret på et hotel. Derfra tager moren og børnene færgen til Marokko, hvor moren har en kæreste. Vennen kører hjem til Danmark igen, siger Bertil Håkonsson, der er anklager ved Københavns Vestegns Politi.

Opholdt sig på bondegård
Ishøj Kommune havde på det tidspunkt overvåget den 38-årige mor og hendes børns forhold i en længere periode. 11. februar bliver kommunens beslutning om at tvangsfjerne forkyndt over for moren. Men på det tidspunkt er børnene på en bondegård ved Malmø i Sverige, hvor de opholder sig hos den 38-åriges vens forældre.

Også den jævnaldrende ven er tiltalt for bortførsel, men modsat moren til pigerne, så nægter han sig skyldig. Hans sag skal for en domsmandsret 17. februar.

Under retssagen mod moren kom det frem, at hendes ven rejste ned for at besøge hende og børnene i Marokko i november 2014. Besøget endte 28. november med, at vennen tog pigerne med sig hjem til Danmark igen, hvor de indlogerede sig i en campingvogn på en campingplads ved Roskilde.

Ingen kontakt til fædre
Politiet kom på sporet af børnenes mor i december 2014. Både hun og børnene var på det tidspunkt efterlyst af poltiiet. Det viste sig, at også moren var rejst til Danmark, og hun var impliceret i nogle husspektakler i København, som gjorde, at Københavns Politi blev involveret. Den 38-årige mor blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. Her fortalte hun til politiet, hvor børnene formentlig blev holdt skjult.

- De blev derfor 9. december fundet af politiet på campingpladsen, hvorefter de er blevet overgivet til de sociale myndigheder og anbragt uden for hjemmet, siger Bertil Håkonsson.

Ifølge moren har døtrene forskellige fædre, som de aldrig har haft kontakt til. Derfor har han ikke været inde i billedet på noget tidspunkt.

Københavns Vestegns Politi har valgt ikke at sigte forældrene til morens ven.

- Vi kan ikke bevise, at de har været bevidste om, at børnene skulle tvangsfjernes, siger Bertil Håkonsson.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere