Vindmølle i brand

Brandvæsnet måtte se til mens vindmølle brændte ud. Brand har ikke spredt sig

Huset i vindmøllen har været i flammer, men det er ved at være udbrændt. Foto: Brand og Redning Sønderjylland
Huset i vindmøllen har været i flammer, men det er ved at være udbrændt. Foto: Brand og Redning Sønderjylland

En vindmølle i Toftlund i Sønderjylland har torsdag eftermiddag stået i flammer.

Det bekræfter Brand og Redning Sønderjylland over for Ekstra Bladet.

Brandvæsnet modtog anmeldelsen omkring 11.40 og har efterfølgende været på stedet i godt to timer.

- Det der hedder huset på vindmøllen har været i brand, men den er brændt ud, og vindmøllen er stadig intakt, siger Jesper Damm, der er indsatsleder ved Brand og Redning Sønderjylland, til Ekstra Bladet.

På grund af højden har brandvæsnet ikke været i stand til at gøre noget ved branden, og opgaven har derfor været at sikre, at der ikke skete forværring.

- Metallet bliver svækket, når det bliver varmt, så derfor holder vi os også selv på en sikkerhedsafstand. Så vi har nærmest ikke rørt en finger, og vi har stået og kigget på den, efter vi er kørt herud. Vores primære opgave i sådan en situation er at få afspærret omkring den og sikret, at branden ikke spreder sig ved at der falder noget ned fra vindmøllen og sætter ild til noget, siger han.

- I den her situation er vi så heldige, at landmanden for omkring en uge siden har pløjet marken op omkring vindmøllen, så der sker absolut ingenting. Det er en meget fredsommelig en af slagsen, smågriner indsatslederen.

Han fortæller, at man har taget kontakt til ejeren af vindmøllen, som sammen med producenten vil overtage det videre arbejde med den, når de vurderer, at det er sikkert.

- Vores opgave er så småt ved at være overstået, og vi er på vej rundt til de forskellige markveje for at lave lidt symbolsk afspærring, for at indikere den sikkerhedsafstand, som vi beder folk respektere, så de ikke bevæger sig ind i området, forklarer Jesper Damm.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere