Virkelighedens ’Goodfellas’ i historisk mafia-opgør i New York

For første gang i 37 år afslører hemmelige lydoptagelser mafia bag gigantisk og historisk Lufthansa-kup 

Vincent Asaro i 2014, hvor han bliver anholdt. 
(Foto: AP)
Vincent Asaro i 2014, hvor han bliver anholdt. (Foto: AP)

RETTEN, NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): Der er ’Goodfellas’ og ’Wiseguys’. Der er ’cocksuckers’ og ’scumbags’. Og så er der kategorien ingen ønsker at blive afsløret i som ’motherfucking rats’.

Alligevel sidder en af de sidstnævnte i disse dage frivilligt i vidneskranken i et retslokale på 8. etage i Brooklyn, New York. Time efter time optrevler han ikke kun New Yorks hardcore mafia-miljø, men afslører også historiske detaljer om et af USA’s mest spektakulære røverier: Kuppet mod Lufthansa-terminalen i JFK-lufthavn, 1978.

Stukket af sin egen fætter
Stikkeren hedder Gaspare Valenti. Han er ikke kun tidligere medlem af Bonanno-mafiaen, anklagemyndighedens kronvidne men også fætter til den mand, der nu sidder tiltalt: Den 80-årige fallerede mafiaboss fra Queens, Vincent 'Vinny' Asaro.

I fire dage har sidstnævnte med sammenbidte læber, hovedrysten og himmelvendte øjne hørt sin fætters belastende afsløringer, der med sætninger som ’I got the score’, ’I took him out’, ’He took care of it’ og 'Vinny did it' mest af alt har lydt som noget fra en gangsterfilm. Og det er det faktisk også.

For det var ikoniske mafia-boss Jimmy ’The Gent’ Burke, der menes at have været hjernen bag det historiske kup, som netop er et af omdrejningspunkterne i Martin Scorseses legendariske mafia-film ’Goodfellas’ med Robert de Niro i rollen som Burke. 

 

Ikonisk million-kup
Røverne slap dengang af sted med 6 mio. $ i kontanter og smykker, da de brød ind i Lufthansa-hangaren en kold decembernat, låste medarbejderne inde i en kantine og med hjælp fra en insider fik adgang til bankboksene. Jimmy Burke blev aldrig dømt, men nu - 37 år senere - sidder hans formodede partner Vincent Asaro anklaget for at have været Burkes højre hånd i million-kuppet.

Afhopperen Valenti, der indgik et samarbejde med FBI allerede i 2008, beskrev forleden, hvordan det såkaldte ’Lufthansa Heist’ blev planlagt og udført, hvordan pengene blev gemt i hans egen kælder, og hvordan mafia-brødrene oprettede et juletræssalg foran villaen, for at kunne brænde beviser af i olietønder, uden at vække opsigt. 

Mandag indviede den 11-dobbelte morder og afhoppede mafiaboss Salvatore Vitale, retssagen, der er bygget på et 23 sider langt anklageskrift, som Ekstra Bladet er i besiddelse af. Her gav han et indgående kendskab til mafiaens generelle hierarki og rangorden.

Her kan du se traileren til filmen 'Goodfellas'

'We've got fucked around'
Men torsdag var det første gang nogensinde, at den anklagede Vincent Asaro med egne ord satte sig selv i forbindelse med kuppet. Det skete, da nogle af de hemmelige lydoptagelser blev afspillet.

- Vi fik aldrig den andel penge, vi var blevet lovet, siger Asaro under en køretur i 2011, hvor de to fætre diskuterer deres egen nedtur, fordi de aldrig fik nok penge ud af røveriet.

- We’ve got fucked around. Got fucked all around. That fucking Jimmy kept everything, raser den temperamentsfulde Asaro i bilen på lydfilen, mens han fra sin plads i retten skjulte sit hoved med begge hænder og så frustreret ud. 

Spillede pengene op
I Goodfellas-filmen slagter Jimmy Burke flere af de implicerede efter røveriet i paranoia over, at han selv vil blive afsløret, og kun få menes derfor reelt at have fået del i de eftertragtede millioner. Asaro vurderes dog at have spillet sin del på 500.000 $ op på gambling og væddeløbsbanen.

Fætteren Gaspare Valenti påstår selv aldrig at have fået særlig mange tusinde ud af sit arbejde. 

- Jeg tog 20.000 $ fra en pakke med 120.000 $ fra kælderen. Jeg skar den op med et barberblad og slikkede papiret sammen igen, indrømmede han i retten om en episode, hvor han i ugerne efter røveriet skulle stå skoleret for sin fætter, som opdagede, at der var taget af kassen.

Vincent Asaro har siddet fængslet siden januar 2014 og står ud over Lufthansa-røveriet og ulovlig lånevirksomhed, trusler, røveri, brandstiftelse og afpresning også tiltalt for et mord i 1969. Her skulle han sammen med netop Jimmy Burke have dræbt en mand ved at kvæle ham med en hundelænke og have begravet ham under et cementgulv, fordi de mente han var stikker.

Mafiasøn: Min far betyder intet
Den slags har den tidligere mafiaboss intet overs for. Gang på gang giver Asaro i lydoptagelserne sin mening til kende om de såkaldte 'rats' og 'scumbags' og 'motherfucking cocksuckers', og på et tidspunkt siger han, 'jeg kunne have dræbt ham' om et Lucchese-medlem, der kaldte Asaro for stikker.

Kunne øjne dræbe var fætteren Gaspare Valenti da også død adskillige gange i retten, hvor han fredag vidner for fjerde dag i stræk.

Helt i tråd med de klassiske mafia-kodeks har selv hans egen søn nemlig vendt ham ryggen. Han dukkede op på førstedagen for at presse sin far ned fra vidneskranken ved at nidstirre ham.

- Jeg kunne ikke bekymre mig mindre om min far. Jeg er her for 'Vinny', sagde Anthony 'Fat Sammy' - en af Bonanno-familiens såkaldte 'soldater' - til en nysgerrig Daily News reporter. 

Overfor Ekstra Bladets medarbejder rejste den korporlige fyr, der lever vel op til sit kælenavn, sig bare op og gik. Hans hustru viftede til gengæld lettere panisk med armene som symbol på, hun overhovedet ikke turde eller ville ytre et eneste ord.

Vincent Asaro har nægtet sig skyldig i alle anklager men risikerer mellem 20 år til livstid, hvis han kendes skyldig.

Der forventes først dom i næste måned.

1 af 5 Engang fætre og partnere - nu hader de hinanden: Gaspare Valenti (tv.) og den tiltalte Vincent 'Vinny' Asaro (th.). (Foto: District Attorney, New York)
2 af 5 Robert de Niro i rollen som ikoniske mafiaboss Jimmy Burke. (Foto: AP)
3 af 5 Lufthansa-hangaren, hvor gruppen af røvere stjal 6 mio. $ i kontanter og smykker på bare 64 minutter. (Foto: District Attorney, New York)
4 af 5 Vincent 'Vinny' Asaro fra sine velmagtsdage som en af Bonanno-familiens mafiabosser. (Foto: District Attorney, New York)
5 af 5 Vincent Asaro i 2014, hvor han bliver anholdt. (Foto: AP)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere