Visitationszone indført efter bandeoptrapning

Banderne i Aarhus er begyndt at skrue op for deres aktiviteter, lyder det fra Østjyllands Politi

Østjyllands Politi har fredag aften genindført en visitationszone i Aarhus.

Det skyldes to skudepisoder inden for de seneste dage samt flere våbenfund, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Visitationszonen dækker en stor del af det centrale, nordlige og vestlige Aarhus. Den går fra Nørreport i øst til Risvangs Allé i nord, Brendstrup Skov og Hasle Ringvej i vest og ad Viborgvej og Vestre Ringgade ned til Silkeborgvej i syd.

Dette område har også tidligere været omfattet af en visitationszone.

- De seneste episoder har vist os, at banderne nu igen er begyndt skrue op for deres aktiviteter og går rundt med våben i området, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard og fortsætter:

- Vi havde i en periode rigtig god gavn af en visitationszone, og vi vurderer, at det værktøj igen kan hjælpe os med at få våbnene væk fra gaden og skabe tryghed for borgerne. 

Visitationszonen gælder foreløbigt frem til og med den 19. juli kl. 19.00.

En visitationszone medfører, at politiet uden konkret mistanke kan kropsvisitere personer og ransage køretøjer. Normalt kræver det, at politiet har en "rimelig grund", som det hedder i retsplejeloven.

Desuden har Østjyllands Politi lukket et klubhus på Kappelvænget 8 i Aarhus Vest, fordi der er registreret bandeaktivitet omkring huset, og der er affyret skud og fundet våben på grunden.

- Med de aktiviteter vi har set omkring klubhuset den seneste tid, så frygter vi, at stedet kan blive et mål for angreb. Derfor lukker vi det af hensyn til borgernes sikkerhed, siger Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.

Lukningen af klubhuset på Kappelvænget 8 betyder, at det fra fredag klokken 19 er forbudt for alle personer at opholde sig på adressen.

Foreløbigt gælder forbuddet frem til den 5. juli klokken 19.00. En overtrædelse af forbuddet straffes som udgangspunkt med 60 dages fængsel, men det kan komme til at koste en fængselsstraf på to år. 

De episoder, som politiet henviser til, er dels et skyderi på Kappelvænget natten til onsdag, hvor to mænd blev ramt af skud i benene. Dels en skudepisode samme sted natten til fredag. Her blev ingen personer ramt.

På Kappelvænget har politiet desuden fredag fundet en pistol, mens man onsdag aften fandt "et par knive" i området.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere