Vognmand får kæmpe-bøde efter 33 lovovertrædelser

Politiets kontrol af estisk lastbil kaster en bunke af ugyldige dokumenter af sig. Chauffør og vognmanden har derfor skulle betale en klækkelig bøde

Politiet har haft den store lommeregner fremme efter kontrol af estisk lastbil på den nordjyske motorvej.

I kontrollen fandt Nordjylland Politi frem til hele 33 lovovertrædelse og udskrev derefter en bøde, der passer til.

I en pressemeddelse oplyser Nordjyllands Politi, at bøden lød på sammenlagt 107.000 danske kroner.

Bevidst snyd med registrering
Der gik ikke længe, før politiet fik øje på, at føreren af lastbilen ikke lever op til de lovmæssige krav. Ved undersøgelse af lastbilens tachograf, som bruges til at registrere et køretøjs hastighed og førerens køre- og hviletid, kunne politiet se, at føreren var i gang med at holde pause på det tidspunkt, hvor han blev stoppet. Det var derfor tydeligt, at føreren har forbrudt sig imod køre-/hviletidsreglerne.

'I sådan en situation ved vi, at der enten er en fejl på systemet, på kortet i tachografen, eller at der er tale om bevidst snyd – det vil sige, at man har manipuleret med teknikken for at køre-/hviletiderne skal fremstå anderledes,' forklarer politikommissær Claus Kjær-Pedersen i pressemeddelsen.

Ved gennemgang af tachografen fandt politiet frem til yderligere otte tilfælde, hvor føreren skulle have forbrudt sig mod køre-/hviletidseglerne.

Ugyldige papirer
Overtrædelserne skulle dog ikke stoppe der. Kontrollen blev ved med at kaste lovovertrædelser af sig.
Efter nærmere kontrol kunne politiet konstatere, at manden benyttede sig af et ugyldigt førerkort og havde gjort det længe. I alt fandt politiet frem til, at han havde kørt uden gyldigt førerkort hele 23 gange.

Hans kort var udløbet helt tilbage i midten af juni, og alle kørsler siden har været med til at få summen på den enorme bøde til at stige.

Foruden ugyldigt førerkort og brud på køre-/hviletidsreglerne kunne politiet konstatere, at føreren kørte på et udløbet chaufføruddannelsesbevis og kørsel i EU uden tilladelse.

Bøden er blevet betalt, og chaufføren har fået en betinget frakendelse af førerretten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere