Voldelig konflikt: Politiet opretter visitations-zoner

Politiet på Vestegnen kigger efter våben og har oprettet visitationszoner fra i eftermiddag

Fra en skudepisode i Rødovre, hvor en sagesløs borger blev ramt i april. (Foto: Kenneth Meyer)
Fra en skudepisode i Rødovre, hvor en sagesløs borger blev ramt i april. (Foto: Kenneth Meyer)

Politiet på den københavnske Vestegn har fra i eftermiddag besluttet at indføre visitations-zoner flere steder, hvor folk med tilknytning til bandemiljøet menes at færdes.

Det skyldes, at politiet vurderer, at der i øjeblikket verserer en voldelig konflikt mellem flere bandegrupperinger.

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at konflikterne i denne måned har givet udslag i voldelige hændelser.

- Da disse voldsforbrydelser indgår i en aktiv konflikt mellem bandegrupperinger, der søger konfrontation, finder politiet det nødvendigt at iværksætte visitationszoner for at forebygge yderligere voldsforbrydelser, lyder det i pressemeddelelsen.

De udvalgte visitationszoner er i dele af Høje-Taastrup Kommune og Albertslund kommune og giver der politiet mere udvidede beføjelser, således at ordensmagten kan visitere folk og undersøge eksempelvis køretøjer for våben uden en konkret mistanke. Det er ment som en præventiv foranstaltning.

Forbudt for Black Jackets

I går torsdag besluttede Vestegnens politi at forbyde adgang til et tilholdssted i Albertslund, hvor bandegrupperingen Black Jackets holder til.

- Vi har konkrete efterretninger på, at Black Jackets forbereder sig på angreb, var meldingen da.

- Er visitationerne nu målrettet folk med tilknytning til Black Jackets?

- Det er en naturlig forlængelse af det skridt, vi tog i går. Vi har vurderet, at de er en del af en verserende konflikt. Og vi sender et signal med visitationszonerne om, at vi er på dem og kan 'vende dem på hovedet', men det er klart, at når de er i en konflikt, så er der en modpart, og dem er vi lige så opmærksomme på, siger politiinspektør Jørgen Harlev, Vestegnens Politi til Ekstra Bladet.

Politiinspektøren vil dog ikke sætte navn på de mulige grupperinger, som er modpart til Black Jackets af hensyn til efterforskning af flere episoder i bande-miljøet.

Skudt i sin stue

I sidste måned blev en helt almindelig borger i Rødovre, en 61-årig mand ved en fejl beskudt i sin stue, mens han sad og så fjernsyn.

Ekstra Bladet har i dag bragt nye oplysninger om den sag.

Politiets teknikere på stedet hvor den 35-årige blev ramt af skud i Sydhavnen. Flere af skuddene gik gennem bilens ruder. FOTO: PETER HOVE Krimi Skød uskyldig: Så voldsom er uroen lige nu i bandemiljøet

Politiet ser med stor alvor på, at sagesløse mennesker kan komme i skudlinjen under konflikter i bandemijøet, omend vicepolitiinspektør Lisbeth Jessen fra Rigspolitiets NEC , der blandt andet overvåger bande-rockermiljøet på nationalt plan, i generelle vendinger understregede i dagens Ekstra Blad:

- Det er et fåtal af situationer, hvor tilfældige er blevet ramt eller har været i direkte fare for at blive det. Men det er klart, at det er en latent fare og derfor meget bekymrende.

Også i pinse-weekenden var der skyderi. Blandt andet blev en 35-årig mand beskudt ved sin bil foran et supermarked i Sydhavnen i København.  Også her retter efterforskningen sig mod et bandemiljø. I Nordsjælland blev to unge mænd beskudt sidste weekend. De to havde i følge Nordsjællands Politi relation til grupperingen Black Jackets.

På Billederne herunder kan man se visitations-zonerne, hvor politiet altså har udvidede beføjelser, på den københavnske Vestegn. Foreløbigt er der visitationszoner til torsdag den 2. juni.

Visitationszonen i Høje Taastrup.
Visitationszonen i Høje Taastrup.
-

Her er visitationszonen i Albertslund
Her er visitationszonen i Albertslund

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere