Voldsmænd smadrede flaske i hovedet på taxachauffør

Københavns Politi efterlyser tre personer, som angiveligt smadrede en flaske i hovedet på en taxachauffør og smed brosten mod ham

Københavns Politi leder efter tre gerningsmænd, som angiveligt smadrede en flaske i hovedet på en taxachauffør og smed brosten efter ham. (Politifoto)
Københavns Politi leder efter tre gerningsmænd, som angiveligt smadrede en flaske i hovedet på en taxachauffør og smed brosten efter ham. (Politifoto)

Københavns Politi beder nu om hjælp fra offentligheden til at finde tre voldsmænd, som midt i maj begik voldeligt overfald mod en taxachauffør.

Ifølge politiet overfaldt de tre gerningsmænd mandag den 18. maj omkring kl. 17.45 en 50-årig taxachauffør af udenlandsk oprindelse.

Gerningsmændene prajede taxachaufføren på Amagerbrogade og blev kørt til Bådmandsstræde ved Christiania.

'Her betalte de for turen og begyndte uden anledning at tildele chaufføren knytnæveslag. Han flygtede ud af taxaen, hvor han igen blev overfaldet af gerningsmændene, der blandt andet smadrede en flaske i hovedet på ham og smed brosten mod ham,' skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse fredag.

De tre gerningsmænd beskrives alle som mellem 20 og 25 år og almindelige af bygning.

Den ene mand var dansk af udseende og 180 til 185 centimeter høj. Han havde kort, mørkt hår og var iklædt en trekvart-lang jakke med neongult for og lynlås og mørke bukser.

Mand nummer to var også dansk af udseende, 170 til 175 centimeter høj og havde kort blondt hår. Han var iklædt en blå jakke og mørke army-bukser med lårlommer.

Den tredje mand var udenlandsk af udseende og 175 til 180 centimeter høj. Han var iklædt en mørk cap, en mørk jakke med hvide streger på tværs af ryggen og brystet og hvid lynlåse ved lommerne, blå cowboybukser og havde en grå hættetrøje på under jakken. Han bar mørke solbrikker.

Politiet beder folk med tips i sagen om at ringe til Københavns Politi på telefon 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere