Voldsofre skal vidne i grundlovssag mod Loyal To Familia

Anklagere forsøger i Københavns Byret at få opløst bandegruppering. Næsten 100 skal afhøres

Det i forvejen omfattende synderegister for medlemmer af bandegrupperingen Loyal To Familia fortsætter med at vokse.

I et retsmøde mandag i Københavns Byret om grundlovssagen mod LTF må anklagerne derfor justere de tal, som oprindeligt blev brugt som begrundelse, da politiet i september sidste år udstedte et foreløbigt forbud. Jævnligt afsiges nye domme.

Statistikken er relevant, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt LTF virker ved vold og derfor skal opløses i medfør af en bestemmelse i Grundloven, mener anklagerne.

Indtil nu er 25 mænd blevet idømt fængsel i 150 år i forbindelse med voldelige konflikter med andre grupper. De handler om opgør med Brothas på Nørrebro i København, Værebros Hårde Kerne i Storkøbenhavn og Brabrand-gruppen i Østjylland.

Fem har mistet livet, og 17 mennesker er blevet såret ved i alt 63 skudepisoder i konflikterne, som har udspillet sig fra 2013 til 2018, oplyser senioranklager Lasse Biehl og specialanklager Emil Folker.

Desuden er 57 andre dømt i andre sager. Nogle af ofrene indgår i den liste på næsten 100 mennesker, der skal vidne i den historiske sag i byretten.

Det er for eksempel en fængselsfunktionær, som blev slået i hovedet og stukket med kniv, da han en aften forlod sit job i Vestre Fængsel.

På grund af overfaldet lider han nu af PTSD, posttraumatisk stressyndrom. Desuden har han problemer med at bevæge sit ene ben.

Sagen er blot en af de mange, som anklagerne mandag gennemgår for byretten.

De nævner, at overfaldet af landsretten blev anset "som led i et angreb på en grundlæggende funktion i et demokratisk retssamfund." Gerningsmanden blev udvist af Højesteret 6. februar - i øvrigt på samme dag, som sagen om opløsning blev indledt i byretten.

Også et offer for afpresning mod massageklinikker på Frederiksberg og i København skal afgive forklaring. Hun og andre blev præsenteret for sedler med "LTF", da de blev afkrævet beskyttelsespenge.

Anklagemyndigheden har ikke villet vente på, hvordan domstolene besvarer spørgsmålet om, hvorvidt Loyal To Familia skal opløses. Derfor blev der i september sidste år skredet ind med et øjeblikkeligt og foreløbigt forbud.

Argumentet var, at der var en betydelig risiko for, at medlemmer af LTF vil fortsætte med at begå personfarlig vod og samfundsskadelig kriminalitet.

Kun to gange tidligere i historien er Grundlovens bestemmelse om opløsning af en forening blevet brugt. I 1874 gjaldt det Den Internationale Arbejderforening, og i 1924 gjaldt det den selskabelige forening Nekkab.

Ifølge Grundloven kan foreninger ikke forbydes. Men: Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere