Voldsom bådulykke i Dragør: Kunne være endt helt galt

Flere ambulancer og en akutlæge blev lørdag sendt til Dragør Fort efter en voldsom bådulykke - ni personer til skade

Et bådshow i Dragør er lørdag blevet ramt af en voldsom ulykke. Video: Byrd/Mikkel Johansen

En bådulykke ved Dragør Fort fik lørdag eftermiddag politiet og redningsfolk til at rykke massivt ud.

Anmeldelsen kom klokken 16.02, hvor første melding lød, at ni personer var kommet til skade - heraf tre kritisk.

De tre værst tilskadekomne blev kørt til Rigshospitalet og Amager og Hvidovre Hospital, hvor deres tilstand lørdag aften blev beskrevet som stabil.

De tre er således ikke længere i kritisk tilstand, men har brækket diverse lemmer, oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Voldsom soloulykke
Der er tale om en soloulykke, hvor alle ni tilskadekomne var samlet i båden, fortæller vagtchefen, som har set ulykken på video.

- En powerboat ramte en bølge skævt, hvilket forårsagede kraftige rystelser inde i båden, lyder det.

- Rystelserne gjorde, at personerne på båden blev slynget rundt.

Ulykken skete ved arrangementetet Copenhagen Poker Run, hvor powerboats skulle lave en opvisning klokken 16 lørdag.

Københavns Politi har afhørt vidner på stedet. Desuden er politiet på hospitalerne, hvor de tre værst tilskadekomne vil blive afhørt, når det er muligt.

De øvrige seks personer er lettere tilskadekomne, oplyser politiet.

Her gik det galt

* Copenhagen Poker Run er et arrangement med powerboats, der er hurtige speedbåde. Det løber af stablen lørdag ved Dragør Fort på Amager i København.

* Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor nogle af Europas hurtigste powerboats deltager.

* Deltagerne skal sejle rundt i Øresund og indsamle spillekort. Bådene sejlede ud fra Islands Brygge lørdag morgen og sejlede blandt andet forbi Malmø og skulle ankomme til Dragør klokken 16.

* Konkurrencen går ud på, at båden med den bedste pokerhånd vinder - deraf navnet på konkurrencen.

* Adskillige både var forud for konkurrencen ventet ved opvisningen. Ifølge arrangørerne kunne publikum blive underholdt af lyden af 40.000 hestekræfter.

* Ud over selve konkurrencen skulle der også have været farttest af bådene. Desuden blev der udstillet showbiler, og publikum kunne købe mad og drikke under fremvisningen.

Kilde: Powerboats.dk, Baadmagasinet og Københavns Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere