Voldsom brand: Bliv inden døre

En kraftig brand i en restaurant i Thyborøn er lige nu årsag til, at politiet opfordrer folk til at blive inden døre

Opdateret: Midt- og Vestjyllands Politi oplyser klokken 23.35 tirsdag, at branden er gået igennem taget på restauranten, og at efterslukningsarbejdet formentlig kommer til at vare det meste af natten til onsdag. Bygningen er af træ, hvorfor det ifølge politiet ser ud til, at den går til. Personer i området opfordres fortsat til at opholde sig inden døre. Slukningsarbejdet vil pågå, hvorefter politiet vil bevogte stedet, indtil der er fundet en brandårsag. Det oplyser vagtchef Jan Nørrum

En restaurant er i kraftig brand på Kystcentervej i Thyborøn, hvorfor et slukningsarbejde lige nu pågår.

- Indsatsleder og brandfolk er deroppe, og vi har sendt en patruljevogn afsted, oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til Ekstra Bladet.

Der er tale om restauranten Mallemukken, som ligger i bygningen 'De Røde Barakker'.

Midt- og Vestjyllands Politi forklarer, at branden er opstået i forbindelse med et renoveringsarbejde.

- Der er ikke nogen tilskadekomne i forbindelse med branden, oplyser vagtchefen.

Branden er årsag til en kraftig røgudvikling i området, og Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer derfor borgere i området til at holde sig inden døre.

- Vi skønner ikke, at det drejer sig om en større mængde mennesker, siger vagtchefen.

En borger, som så en kraftig røg fra restauranten, anmeldte branden via 112 klokken 19.30 tirsdag, hvorpå slukningsarbejdet blev iværksat.

- Nu slukker de forhåbentlig branden, så folk i området kan gå sikkert ud igen, og så skal teknikere i gang med at fastlægge brandårsagen, som endnu er ukendt, oplyser vagtchefen.

Hvis man oplever ubehag som følge af røgen, opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi til at søge lægevagt eller i mere alvorlige tilfælde at ringe 112.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere