Voldsom brand: Fire hele opgange evakueret

En brand, der formodes at være startet i en kælder, har udviklet sig så voldsomt, at fire opgange er evakueret

En kraftig brand i Værebroparken i Bagsværd torsdag aften har betydet, at hundredvis af mennesker er blevet evakueret fra deres hjem.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

- Branden har fundet sted på 7. sal, og formentlig er den startet i kælderen og er blevet suget op i ventilationsanlægget. Det er det, vi går ud fra indtil videre, siger Jens Møller, der er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, til Ekstra Bladet.

Politiet og brandvæsnet fik anmeldelsen om branden klokken 21.30, og 23.30 arbejder brand- og redningsfolk stadig på stedet.

- Vi har evakueret fire opgange, og beboerne er flyttet over i et beboerhus, som de har på stedet, så vi har ikke haft brug for at få busser og lignende derud, siger vagtchefen.

I hver opgang er der otte etager, og på hver etage er der tre lejligheder, men der er endnu ikke overblik over, præcis hvor mange mennesker der er evakueret.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet er redningsmandskabet massivt til stede ved bebyggelsen, hvor der er indkaldt ekstra mandskab til at håndtere branden og de mange evakuerede beboere.

- Ifølge min seneste melding er der endnu ikke fuldt overblik over, hvor omfattende branden er, men den skulle være nogenlunde under kontrol, siger Jens Møller.

Der er intet, der tyder på, at der er nogen, der er kommet til skade i branden. Enkelte er blevet tjekket for røgskader på stedet, men foreløbig er ingen mennesker bragt på skadestuen.

Der forelægger endnu intet bud på årsagen til brandens opståen.

1 af 2 Foto: Kenneth Meyer
2 af 2 Foto: Kenneth Meyer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere