Voldsom brand: Har bjærget død mand fra brandtomt

Samlever var ude at lufte hunden - da hun kom tilbage, stod huset i flammer

Mandens kvindelige samlever var ude at gå tur med hunden og var derfor ikke hjemme, da branden brød ud. Det var hende og en lastbilschauffør, der uafhængigt af hinanden slog alarm ved seks-tiden (Video: Per Rasmussen)

Liget af en mand blev mandag bjærget ud af den forkullede brandtomt, hvor en voldsom brand hærgede søndag morgen.

Det skete på en landejendom på Engestoftevej i Lille Slemminge syd for Sakskøbing.

- Vi har fundet en indebrændt derinde, og der vil være obduktion i morgen, så undersøgelserne fortsætter. Men indtil videre betragter vi det som, at det kan være et hændeligt og tragisk uheld. Vi har ingen mistanke om, at der ligger en forbrydelse bag. Det er i hvert fald den teori, vi arbejder ud fra nu, siger vicepolitiinspektør Peter Damgaard, der ikke kan sige yderligere om den afdøde pt.

- Vi har ikke fået identificeret personen endnu, det vil blive fastslået ved obduktionen i morgen. Men vi har en mistanke om, at det kan være ejendommens beboer, siger han.

Ejendommen har været spærret af siden slukningen, indtil efterforskere og kriminalteknikere i formiddag kunne gå i gang med at gennemgå de forkullede rester af huset for at forsøge at fastslå årsagen til branden.

Helt overtændt
Mandens kvindelige samlever var ude at gå tur med hunden og var derfor ikke hjemme, da branden brød ud. Det var hende og en lastbilschauffør, der uafhængigt af hinanden slog alarm ved seks-tiden.

Efter det foreliggende har samleveren formentlig kun været væk omkring 10-15 minutter, så det er gået stærkt.

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

Indsatsleder ved Lolland-Falsters Brandvæsen Johnny Rasmussen fortalte i går til Folketidende, at huset var helt overtændt, da de ankom.

- Huset er totalt udbrændt og kun ydremurene står tilbage, resten af huset er faldet sammen. Det var en usædvanlig brand, hvor hele huset var overtændt, sagde han.

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

Efterforskningsbagvagt Peter Damgaard fortæller, at der, efter det oplyste, har været brandvæsker til stede i huset.

- Derfor er det også meget naturligt, at det har udviklet sig meget kraftigt, siger han.

Konen var ude og lufte hunden, da hende og mandens hus endte i flammer - manden er muligvis brændt inde. Foto: Per Rasmussen 112 - 31. dec. 2017 - kl. 08:21 Mand formentlig brændt inde: Hus står i flammer

Huset er fuldstændig brændt ned. Derfor kan det være svært at sige allerede nu, hvor ilden er opstået. En teori kan være, at det er sket under optænding.

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen