Voldsom brand i Hellerup under kontrol

Kraftig brand hærgede Experimentarium i Hellerup

Her kollapser taget

Den voldsomme brand, der her til eftermiddag hærgede Experimentarium på Tuborg Havnevej i Hellerup ved København, er så småt ved at komme under kontrol.

En snes brandkøretøjer fra brandvæsenerne i Lyngby, Gentofte og København er sat ind mod branden.

Alligevel kan man i mange timer og måske dage forvente at se brandmænd på stedet, som holder øje med, at ilden ikke blusser op igen.

- Branden er under kontrol og næsten slukket helt, men efterslukningen kan tage hele natten og måske flere dage, siger vagtcentralmester i Københavns Brandvæsen, Kent Mathisen, til Ritzau.

For selvom flammerne er væk, vil det blive ved med at ulme. Derfor vil mindst et par brandfolk blive på stedet med slanger, til der ikke er en gnist tilbage.

- Jeg kan kun forestille mig, at vi er der resten af aftenen og noget af natten også, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Ulrik Lindén.

Branden spredte sig fra selve Experimentarium til en eller to kontorbygninger, hvoraf den ene er kraftigt skadet, men det er lykkedes brandvæsenet, blandt andet takket være en brandmur, at få stoppet yderligere udbredelse af den kraftige branden.

Branden opstod muligvis i forbindelse med tagdækker-arbejdet på bygningen, hvor to håndværkere var i færd med at svejse 'tagpap'. Den ene faldt ned og brækkede benet, den anden er indlagt til observation for røgforgiftning.

Ifølge et øjenvidne måtte den ene mand springe for livet, da branden brød ud. Han blev kørt til Rigshospitalet med assistance fra akutlægen.

Ifølge politiet er oplevelsescenteret ved at blive gennemrenoveret, og der var derfor ingen mennesker i bygningen bortset fra håndværkere.

Ekstra Bladet har fra læsere modtaget adskillige billeder, der vidner om en voldsom brand med flammer og massiv sort røg, der kan ses i et større område.

I forbindelse med renoveringen har der tidligere været flere tilfælde med brand. Det skete senest for en måned siden, hvor der blev skåret i nogle jernkonstruktioner, som så lå og ulmede.

Experimentarium åbnede i 1991 og flyttede tidligere på året midlertidigt til Christiansholm i København, mens Hellerup-lokaliteten renoveres.

Voldsomt ser det ud (Daniel Lose)
Voldsomt ser det ud (Daniel Lose)
.

Operationschef Kristian Næsted, Københavns Brandvæsen, sagde tidligere til Ekstra Bladet:

- Branden har udviklet sig til en rigtig stor tagbrand med brandspredning til flere etager og der er kraftig røgudvikling.

Politiet og brandvæsenets indsatsleder vurderede, om røgen var farlig, så der eventuelt skulle udsendes en beredskabsmeddelelse, men det blev ikke nødvendigt. Røgen steg direkte til vejrs og kunne ses over store dele af København. Det blev ikke nødvendigt, at evakuere beboere i området ved Tuborg Havn.

- Vi har fået rigtigt mange 112-opkald, siger operationschefen. Københavns Brandvæsen har sendt mandskab fra to brandstationer, Østerbro og Tomsgården, til assistance til Lyngby og Gentofte brandvæsener.

Branden var så kraftig, at røgen har fået flere brandalarmer til at gå i gang i nærliggende bygninger.

Ekstra Bladets mand stod på Tuborg Boulevard 50 meter fra Strandvejen, da branden var på sit højeste.

Han fortalte:

- Der er ild i tagkonstruktionen på en af bygningerne og røgen er kulsort. En betjent, jeg talte med på stedet fortalte, at der var eksplosionsfare.

Strandvejen var midlertidigt spærret i nordgående retning fra omkring Tuborgvej. Men nu kører trafikken igen, men langsomt.

- Vanvittigt mange folk er stimlet sammen for at kigge på det. Jeg gætter på, at omkring 1000 mennesker står og kigger.

- Bare fra, hvor jeg står nu, kan jeg se 5-6 brandbiler, fire ambulancer, et hav af politibiler, der dirigerer trafikken.

- Det ser voldsomt ud, men der er ikke panik på på nogen måde, sagde Ekstra Bladets mand på stedet.

Brandårsagen er foreløbig ukendt. Der arbejdede formentlig håndværkere på stedet, da branden brød ud i forbindelse med tagdækningen.

Her er branden set fra Trianglen

 

Branden set fra Bellahøj i København (Læserfoto)
Branden set fra Bellahøj i København (Læserfoto)
 

1 af 3 
2 af 3 Helt ude på Amager ved Sundbyvester Plads, kan røgsøjlen fra Hellerup ses. (privatfoto)
3 af 3 Foto: Niels Kjelstrup
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere