Voldsom brand i nat: Flere beboere evakueret

Ingen er kommet til skade under den kraftige brand

Ved du noget? Mail 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 til alm. takst

En voldsom brand hærgede i nat en kiosk og to beboelses-ejendomme i Nykøbing Falster.

- Branden opstod i en kiosk i Jernbanegade og bredte sig hurtigt til to ejendomme ved siden af, oplyser vagtchef Jan Nielsen fra Sydsjællands og Lolland Falsters politi til Ekstra Bladet.

Flere beboere måtte vækkes og evakueres. Ingen er dog kommet til skade.

- Jeg ved ikke nøjagtigt, hvor mange beboere, der er blevet evakueret. Men de kommer næppe tilbage til deres bolig igen, for alt er udbrændt. Jeg ved heller ikke, hvor de evakuerede nu befinder sig, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Gang i efterslukningen
For øjeblikket er Jernbanegade i Nykøbing Falster spærret af, da brandfolk på stedet stadig har gang i efterslukningsarbejdet.

- Vi kender endnu ikke den nøjagtige brandårsag. Men vi efterforsker ud fra en tese om, at den kan være påsat. Så kan vi altid senere justere efterforskningen, hvis noget andet skulle vise siger, siger Jan Nielsen.

Ifølge vagtchefen er bygningerne så medtagne, at der er nedstyrtningsfare.

- Alt skal afstives, før vi tør begive os ind på brandstedet, oplyser Jan Nielsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere