Voldsom brand i provinsby: Varmeværk i flammer

Et varmeværk i Slagelse er lørdag eftermiddag brudt i brand. Flammer kan ses på kilometers afstand

Flammerne og røgen kan ses på kilometers afstand. Foto: Lind Pressefoto
Flammerne og røgen kan ses på kilometers afstand. Foto: Lind Pressefoto

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En kraftig brand er lørdag eftermiddag brudt ud i et varmeværk i Slagelse tilhørende AffaldPlus.

Det oplyser vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Henrik Karlsen til Ekstra Bladet.

Branden er anmeldt til alarmcentralen klokken 15.32. En halv time senere er varmeværkets tagkonstruktion også i brand. Flammer og en kæmpemæssig røgsøjle har kunnet ses på mange kilometers afstand.

Det lokale brandberedskab kæmper på fuld damp. Der er rekvireret hjælp fra et brandberedskab fra Sorø også. Blandt andet en stigevogn, da bygningen, som er ramt af brand, er knap 30 meter høj.

Det lokale brandvæsen måtte have assistance fra Sorø. Blandt andet for at få en ekstra stigevogn til at kunne bekæmpe flammerne oppe fra. Foto: Per Rasmussen
Det lokale brandvæsen måtte have assistance fra Sorø. Blandt andet for at få en ekstra stigevogn til at kunne bekæmpe flammerne oppe fra. Foto: Per Rasmussen
 

Ingen mennesker er kommet til skade, og det er heller ikke nødvendigt at evakuere folk fra området omkring Dalsvinget, hvor varmeværket er placeret.

- Politiet har kørt rundt og har rekognosceret i området. Heldigvis slår røgfanen ikke ned, så vi har skønnet, at det ikke er nødvendigt at evakuere, siger Henrik Karlsen til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har været i dialog med energichef hos AffaldPlus Ole Andersen. Han fortæller, at det formentlig er noget af den tekniske installation på værket, som der er gået ild i.

Det er altså ikke affald, som ved en fejl er blevet antændt uden for forbrændingskammeret.

Normalt er der ingen mennesker på arbejde i bygningen, der er ubemandet, fortæller han.

- Der er en ovn og en kedel i bygningen, der modtager varmen. For at få affaldet ind i ovnen er der nogle mekanisk/hydrauliske aggregater, der flytter affaldet. Det er indtrykket, at det er de aggregater, som der er gået ild i, siger Ole Andersen til Ekstra Bladet.

Hen under aften er branden blevet slukket, men der foretages stadig efterslukning på stedet. Foto: Per Rasmussen
Hen under aften er branden blevet slukket, men der foretages stadig efterslukning på stedet. Foto: Per Rasmussen
 

Han understreger, at det stadig er for tidligt at konkludere, men at det efter hans opfattelse er den mest sandsynlige årsag.

- Der er formodentlig også gået ild i hydraulikolien, der er under højt tryk, når det arbejder, fortsætter Ole Andersen.

Det var en brandmelder-overvågning, som gav udslag, da branden startede klokken 15.32. Branden udviklede sig ifølge energichefen meget hurtigt.

Selv om en betydelig leverandør af varme til Slagelse og Korsørs fjernvarmekunder nu er sat ud af spil en periode, så fortæller energichefen hos AffaldPlus, at folk ikke skal frygte at komme til at sidde uden varme.

Der er ifølge energichefen rigeligt med reserveanlæg hos SK Forsyning, som kan tages i brug.

Klokken 17.10 oplyser politiet på Twitter, at branden nu er slukket, og at der er konstateret voldsom skade på forbrændingsanlæggets tagkonstruktion.

Det oplyses videre, at der fortsat efterslukkes på stedet.

Opdateres...

Har du billeder så send dem til 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Skærm

Hent flere
Hent flere