Voldsom brand på Danfoss-fabrik

Midtjysk Danfoss-afdeling hærges af brand i et stort køleanlæg

En voldsom brand hærger i øjeblikket en af industrigiganten Danfoss' afdelinger i Hårup ved Silkeborg.

Ilden er opstået i et stort køle- og ventilationsanlæg på fabriksområdet, hvor der produceres termostater.

Se mere video på localeyes.dk

I følge politi på stedet, som Ekstra Bladet har talt med, er ingen personer kommet til skade ved branden.

Røgen fra den brændende bygning kan ses milevidt omkring brandstedet tæt ved den gamle hovedvej 15.

Branden opstod omkring klokken 17, og det brænder ved 18.15-tiden stadig voldsomt i bygningen.

Silkeborg Brand og Redning har sendt alt disponibelt mandskab og materiel til brandstedet. Brandfolkene forsøger at bekæmpe ilden fra oven ved hjælp af en hydraulisk lift, hvorfra der sprøjtes vand ind over flammerne.

Brandårsagen er ukendt.