Voldsom dag udløste 12 års udvisning

Et kriminelt stormløb med blandt andet syv indbrud i biler på samme dag har udløst en dom på 12 års udvisning

En 20-årig mand stod mandag skoleret ved retten i Horsens tiltalt for intet mindre end 13 forhold, som alle var begået samme dag.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Udover 12 års udvisning skal manden ligeledes ruske tremmer i 15 måneder.

Mandens ulovligheder startede i København, hvor han stjal tøj. Derefter gik turen til Skanderborg, hvor han udøvede vold mod en togkontrollør.

Her blev han fundet i besiddelse af en kniv og anholdt.

Han blev løsladt kort efter, men det kriminelle stormløb stoppede ikke der. Manden begik efterfølgende indbrud i syv forskellige biler.

- Efter at have begået indbrud i bilerne begav manden sig videre ned i Skanderborg by, hvor han stjal en telefon fra en tilfældig kvinde og begik indbrud i en lejlighed. Han spurgte efterfølgende en taxachauffør om et lift, siger anklager i sagen, Tobias Engby, og fortæller videre:

- Taxachaufføren nægtede at køre med manden, da han stod med en udslået foldekniv i hånden.

Gerningsmanden nægtede i retten størstedelen af forholdene, men bevisbyrden var for tung, og han blev dømt skyldig.

- Manden var to gange tidligere idømt udvisning af Danmark, men på grund af særlige omstændigheder aldrig udrejst af landet. Ved at sammenholde straffens længde med mandens tilknytning til henholdsvis Danmark og sit hjemland fandt retten at manden skulle udvises og at et indrejseforbud i 12 år var passende, siger anklageren.