Voldsom naturbrand hærger: - Ilden er gået amok

Nordjyllands Beredskab er onsdag aften til stede ved brand i Dokkedal, som breder sig med lynets hast

Her ses branden. Foto: René Schütze
Her ses branden. Foto: René Schütze

Ved du noget om sagen? Så tip os på sms/mms 1224 (alm, takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Nordjyllands Beredskab arbejder onsdag aften på højtryk for at slukke en stor naturbrand ved Dokkedal sydøst for Aalborg, inden den spreder sig til at blive en decideret skov- og mosebrand.

- Vi må erkende, at ilden bare er gået amok. Den breder sig hastigt mod Tofte Skov, og vi frygter, at det også er begyndt at brænde i mosen. Vi risikerer derfor, at vi om kort tid står både med en skovbrand og en mosebrand, fortæller beredskabschef Jan Nedza til TV2 Nord.

Til Ekstra Bladet fortæller beredskabschefen, at de har sat alle deres kræfter ind på at slukke branden.

- Det ville være synd at sige, at branden er under kontrol, men det er det, vi arbejder på højtryk for at få. Vi frygter, at branden breder sig til Tofte Skov og Lille Vildmose, og hvis den først får fat, så risikerer vi en fuld-skala mosebrand, og sådan en kan tage måneder at slukke, siger Jan Nedza til Ekstra Bladet.

Brandvæsenet er i fuld gang med at slukke den store brand. Foto: René Schütze
Brandvæsenet er i fuld gang med at slukke den store brand. Foto: René Schütze
 

Tør og eksplosiv
Naturen er lige nu så tør, at der er stor risiko for, at branden spreder sig.

- Alt er knastørt, og det gør det hele meget eksplosivt. Hvis det gnistrer et sted, kan det sprede sig meget hurtigt. Derfor har vi også indkaldt alt vores beredskab for at få den her brand slukket, lyder det fra Jan Nedza.

Ifølge beredskabschefen har det ikke været nødvendigt at evakuere folk.

- Der er heldigvis ikke nogen beboere lige i området, så det har ikke været nødvendigt at evakuere, og det bliver det forhåbentlig heller ikke.

Dog er der andre i området, der er udsatte. Området er nemlig hjemsted for både kronvildt og vildsvin.

Laver brandlinje
Brandfolkene har onsdag aften fået etableret en brandlinje mellem branden og Tofte Skov.

- Vi har etableret de her linjer, hvor vi vil stoppe branden, og samtidig har vi sendt folk i offensiven for at få stoppet branden i det krat, som brænder. Men naturen er så tør, så vi tør ikke garantere noget, men lige nu ser det ud som om, at det går den rigtige vej. Det håber vi i hvert fald på, lyder det fra Jan Nedza.

Tofte Skov er en skov i den sydlige del af Lille Vildmose og er blandt de største, sammenhængende naturskove i Danmark.

Klokken 22.50 oplyser beredskabschef Jan Nedza, at branden er ved at være under kontrol.

- Vi tror, at vi er ved at have styr på det, og at branden er ved at være stoppet. Jeg tør aldrig garantere noget, men vi er positive.

- Nu gælder det slukningsarbejdet. Vi har 25 mand deroppe hele natten, og så må vi se, hvad der sker. Vi kan ikke udelukke, at branden blusser op i løbet af natten.

Stadig masser af brandmænd
De seneste dage har Danske Beredskaber sendt 60 brandmænd til Sverige for at assistere i slukningsarbejdet af de massive skovbrande, som lige nu hærger flere steder i landet.

Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, forsikrer dog om, at vi stadig har nok mandskab til at håndtere en nødsituation, hvis den skulle opstå.

- De mennesker, vi har sendt til Sverige, udgør en del af vores reservestyrke. Lige nu har vi 1800 mennesker på vagt rundt i Danmark, og vi har 9000 mand at tage af. Så jeg kan godt forsikre om, at vi er fuldt ud i stand til at dække det behov, der end måtte være, siger han til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet følger sagen...

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere