Voldsom ulykke: Kvinde fløjet til Rigshospitalet

En kvinde er mandag blevet fløjet til Rigshospitalet, efter hun stødte sammen med en lastbil

En kvinde var mandag omkring klokken 11.00 indblandet i et sammenstød med en lastbil på Skovvejen i Jyderup. Hun blev kort efter ulykken fløjet med helikopter til Rigshospitalet. Det skriver sn.dk.

Midt- og Vestsjællands Politi har dog ingen oplysninger om kvindens tilstand.

I forbindelse med ulykken blev kvinden fastklemt. Redningspersonale hjalp hende fri, så hun kunne blive undersøgt af ambulancepersonale.

Lægehelikopteren ankom klokken 11.25, da man endnu ikke kendte kvindens tilstand. Den satte kurs mod hospitalet lidt i 12.00, da man vurderede, at kvinden krævede behandling for sine skader.