Voldsom video: Vagt dunker ni-årigs hoved ned i betongulv

En voldsom hændelse fra Sverige har vakt stor opsigt og medført politianmeldelser af sikkerhedsvagter

En sikkerhedsvagt på togstationen i Malmø er midlertidigt fritaget for tjeneste efter en voldsom episode med en kun ni-årig dreng. (Video: Sydsvenskan.se)

En voldsom video af hvad der nærmest ligner et voldeligt overgreb på en ni-årig dreng vækker mandag aften opsigt og forargelse i Sverige.

Videoen, som første gang blev bragt på sydsvenskan.se, viser hvordan en sikkerhedsvagt på stationen i Malmø holder den ni-årige dreng tilbage ved at sidde oven på ham, og undervejs slår han flere gange drengens spinkle krop mod jorden i et forsøg på at få ham til at ligge roligt.

De to drenge, hvoraf den ene altså var ni år og den anden var 12 eller 13 år, havde angiveligt forsøgt at snige sig om bord på et tog uden billet fredag aften, og vagterne ville derfor holde drengene tilbage indtil politiet kom.

Et vidne har fortalt til Sydsvenskan, at de to drenge tilsyneladende ikke forstod svensk, og de kunne derfor ikke kommunikere med vagterne.

Da vagterne begyndte at tage hårdt fat i drengene, og den ene smed den ene dreng på jorden, begyndte vidnet og hans venner at filme episoden.

Fuldstændig hysterisk
Vidnet fortæller, at de voldelige handlinger ikke stoppede efter videoens slutning.

- Vagten kvæler ham, og man kan se, at drengen ikke kan trække vejret. Han græder og er fuldstændig hysterisk, lyder det fra vidnet.

Efter et stykke tid kommer tre patruljevogne til stedet, hvorefter drengen kommer i politiets varetægt. Ifølge vidnet spytter drengen i den forbindelse vagten i ansigtet, mens en video ligeledes viser, at drengen sparker ud efter vagten. Ifølge øjenvidnet reagerede vagten efterfølgende instinktivt ved at slå drengen i nakken.

Mens politiet førte drengene ind i en patruljevogn, styrtede vidner til for at berette, hvad der var gået forud for hændelsen.

'De var jo efterlyst..'
Leif Svensson, der er sikkerhedschef hos Jernhusen, som ejer stationen, ønsker ikke at kommentere, om vagterne går for hårdt til værks.

- Vagterne blev opfordret af politiet til at holde drengene tilbage, fordi de var efterlyst og forsøgte at flygte. Det er den information, jeg har fået, siger han.

- Er det for at forsvare sig selv eller for at tilbageholde kriminelle, så har man visse rettigheder som vagt. Vi har aldrig haft nogen problemer med vold blandt de vagter, vi har hyret. Jeg tror, vi har haft et tilfælde på fem eller seks år, som jeg kender til. Nu ved vi, at det var to efterlyste kriminelle, som blev pågrebet, siger han.

- Men drenge på omkring 10 år?

- Jeg kan ikke svare på det. Politiets efterforskning vil vise, hvad der er rigtigt og forkert. Uanset hvad er det ikke i orden at bryde loven, hvis man arbejder for os, siger han til Sydsvenskan.

Vagt fritaget for tjeneste
Ifølge Jernhusen er vagten blevet fritaget for tjeneste, imens politiet efterforsker sagen.

Politiet oplyser, at de to drenge var flygtet fra et såkaldt HVB-hem, der kan sidestilles med danske ungdomsinstitutioner. De er i weekenden blevet overdraget til de sociale myndigheder.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere