Voldsom video: Vilde kampe ved grænseovergang

Grænsehegn, nej tak: Flere hundrede anarkister demonstrerede mod grænsehegn mellem Italien og Østrig, og det gik ikke stille for sig

Maskerede anarkister kom lørdag eftermiddag i vilde kampe mod kampklædt politi ved Brennerpasset i Italien ved grænsen mellem Italien og Østrig.

Mere end 500 anarkister fra hele Europa dukkede op til demonstrationen, hvor de ville vise deres utilfredshed med, at Østrig har planer om at bygge et grænsehegn for at forhindre tilstrømningen af migranter.

Ansigterne var maskerede, og de var klædt i sort for top til tå, mens flere hundrede betjente var udkommanderet for at sikre, at det hele ikke eksploderede. Flere af demonstranterne havde også iført sig motorcykelhjelme og medbragt gasmasker.

Det begyndte roligt, men freden varede ikke længe. Anarkisterne begyndte at kaste med sten og romerlys mod betjentene, der slog tilbage med store mængder af tåregas.

Fire betjente kom til skade, og politiet anholdt op mod 20 demonstranter, skriver det italienske nyhedsbureau ANSA.

En video fra nyhedsbureauet AP viser kaotiske scener, hvor trængte betjenter forsøger at holde demonstranterne tilbage.

Flere af anarkisterne havde medbragt gasmaske. (Foto: AP)
Flere af anarkisterne havde medbragt gasmaske. (Foto: AP)

Gør jeres arbejde
Sideløbende med den dramatiske demonstration kører debatten om grænsehegn for fuld udblæsning i toppen af det politiske system.

Østrigs indenrigsminister, Wolfgang Sobotka, forsikrede i går, at man ikke har nogen intention om at øge kontrollen såfremt, at Italien registrerer alle migranter og forhindrer, at de valfarter til grænsen til Østrig.

Hans italienske kollega udtalte sig også om de stigende migrantstrømme lørdag.

- Migranter er nødt til at gøre det klart for dem selv, at de ikke kan bruge Italien som transitland, sagde Angelina Alfano ifølge AP.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel er nervøs for, at de store migrantstrømme kan være en trussel for det pasfri Schengen-samarbejde.

- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at løse de problemer, som vi står over for, på andre måder end at lukke grænserne, sagde hun forleden.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere