Voldsomme røverier i Britta Nielsens hus: Vagt såret

Vagter er to gange på kort tid blevet angrebet af bevæbnede røvere ved Britta Nielsens sydafrikanske hus i Phalaborwa

Vincent Rikhotso var vagt 4. oktober, da ukendte gerningsmænd røvede Brittas hus. Han fortæller om voldsomme tæsk. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vincent Rikhotso var vagt 4. oktober, da ukendte gerningsmænd røvede Brittas hus. Han fortæller om voldsomme tæsk. Foto: Tariq Mikkel Khan

PHALABORWA, SYDAFRIKA (Ekstra Bladet): To gange i løbet af de seneste måneder har ukendte gerningsmænd udført brutale røverier mod Britta Nielsens hus i det indhegnede boligområde Dannevirke i Sydafrika.

Det fortæller folk i området til Ekstra Bladet - og det bekræftes også af firmaet, der står for sikkerheden.

Første røveri fandt sted 8. september, fortæller ejeren af sikkerhedsfirmaet Beyond 2000, Daniel Visser.

- Begge gange var der tale om tre mænd. Første gang kom de tidligt om morgenen og truede den enlige nattevagt med en machete. Han blev overmandet og valgte at flygte ud i bush'en - og slap med overfladiske skrammer. De brød herefter ind i huset gennem taget og stak af med en fladskærm og en computerskærm. Fladskærmen fandt vi dagen efter i bushen. Vi fandt også deres våben inde i huset, hvor det var efterladt, siger han.

Huset her er gentagne gange blevet røvet. Foto: Tariq Mikkel Khan
Huset her er gentagne gange blevet røvet. Foto: Tariq Mikkel Khan

I starten af oktober var der så igen et røveri - og her blev vagten udsat for et voldsomt overfald.

- Anden gang havde vi en ny vagt på. Igen kom der tre machetebevæbnede mænd ved daggry. Vi tror, det er de samme. Den nye vagt kæmpede imod røverne og fik flere snitsår på overkroppen og slag i ansigtet og på kroppen.

- Men han fik slået alarm, og de stak af sted, da forstærkningen var hurtigt fremme. Vagten måtte behandles på hospitalet, men han er kommet sig godt over skaderne. Vi har ikke identificeret gerningsmændene, men går ud fra, at det er lokale folk. Huset ligger i et øde område, og det kan være et farligt område at færdes i, siger han.

- Sparkede mig i ryggen
Ekstra Bladet har talt med Vincent Rikhotso, der var vagt den aften.

- Jeg tog kampen op med røverne, men de var for mange. Jeg røg ned på jorden og fik flere spark og slag i ryggen. De stak mig med en smadret flaske, fortæller han, der blev såret.

Vincent Rikhotso var vagt 4. oktober, da ukendte gerningsmænd røvede Brittas hus. Han fortæller om voldsomme tæsk. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vincent Rikhotso var vagt 4. oktober, da ukendte gerningsmænd røvede Brittas hus. Han fortæller om voldsomme tæsk. Foto: Tariq Mikkel Khan

- Jeg er stadig ikke kommet mig helt. Røveriet påvirker mig, siger han til Ekstra Bladet.

Som følge af røverierne, er vagterne nu bevæbnet med skarpladte pistoler.


På droneoptagelserne herover, der er fra tidligere i år, kan du se Brittas hus i Dannevirke. Video: Torbjörn Selander/Silas Selander

Rygter i Sydafrika
Det er langt fra kun i Danmark, at nysgerrige har fulgt svindelsagen mod Britta Nielsen og hendes børn tæt.

Også I Sydafrika har lokalkendte fulgt sagen, mens der er blevet spredt rygter om, at Britta Nielsen og hendes søn Jimmy Jamil Hayat måske gemte store værdier i huset i Dannevirke.

- Folk tror, at hun har gemt penge og ædelstene inde i huset. Det hænger sammen med det sikkerhedsudstyr, hun fik lavet specielt til huset, siger en nabo til Ekstra Bladet.

Britta Nielsen tog da heller ikke letsindigt på sikkerheden. Hun fik specialdesignede sikkerhedsdøre til hjemmet, mens huset var omgærdet af videoovervågning.

I en afhøring af Britta Nielsen, da hun blev anholdt i Johannesburg i november sidste år, forklarede hun også, at hun tidligere havde fået stjålet stjålet tre guldringe fra sit hus i Phalaborwa til en værdi af knap 170.000 kr.

Det seneste røveri kommer få dage før, at Britta Nielsens sydafrikanske værdier skal sælges. Det sker på en auktion, der ifølge planen finder sted tirsdag.

Her bliver Brittas hus i Dannevirke samt en grund få kilometer nord for ejendommen sat under hammeren hos auktionshuset Peter Marskell Auctioners.

Foruden husene sælges ved samme lejlighed en Range Rover og forskelligt inventar fra Brittas hus i Dannevirke.

Ifølge Daniel Visser, der står for områdets sikkerhed, vil der i forbindelse med auktionen blive indsat ekstra vagter.

Ekstra Bladet dækker de kommende dage auktionen direkte fra Sydafrika.

Sydafrika kradser penge ind for Danmark

Det er den sydafrikanske anklagemyndighed, NDPP, som har begæret auktion over de aktiver, som Jimmy Hayat og Britta Nielsen har efterladt i Sydafrika.

Dermed ryger pengene umiddelbart i den sydafrikanske statskasse.

Men ifølge chefanklager Per Fiig har den såkaldte Sporingsgruppe i SØIK (bagmandspolitiet) anmodet kollegerne i Sydafrika om assistance.

'Det lykkedes at sikre en del af udbyttet fra det formodede bedrageri mod Socialstyrelsen. Det er vores forståelse, at provenuet fra et eventuelt salg af beslaglagte genstande vil blive overført direkte til Socialstyrelsen, som er den forurettede part i Danmark,' skriver han i et mailsvar.

Chefanklager i SØIK Per Fiig forklarer, at Britta Nielsen og hendes søn, Jimmy Hayat, i forbindelse med udleveringen til Danmark accepterede over for de sydafrikanske myndigheder, at der rent civilretligt skete beslaglæggelse af deres ejendomme og værdier i Sydafrika.