Voldsomt røveri: - Er jeg med i en film?

Det føltes som taget ud af en film, da to maskerede mænd med økse og kniv frarøvede Hannibal Laursen og sine to venner en række dyre mærkevarer

Hannibal Laursen og to venner blev udsat for et voldsomt og nøje planlagt røveri i en lejlighed i det centrale København. Privatfoto
Hannibal Laursen og to venner blev udsat for et voldsomt og nøje planlagt røveri i en lejlighed i det centrale København. Privatfoto

- Jeg når virkelig at tænke, er det her en film eller sker det virkelig?

Sådan tænke Hannibal Laursen, da to fuldt maskerede mænd med kniv og økse stormede ind i hans vens lejlighed i indre København og frarøvede ham og sine to gode venner dyre mærkevarer og et stort kontantbeløb.

Aftenen startede knap så dramatisk for de tre mænd, som var sammen med to yngre piger i lejligheden.

- Vi hygger os og der er god stemning. Der bliver spillet beerpong og hørt musik, forklarer Hannibal, som beskriver pigerne som meget smilende og flirtende.

Se også: Teenagepar fængslet for Rolex, Prada og Louis Vuitton-røveri

Skulle hjælpe fuld lillebror
De to piger begyndte på et tidspunkt at være meget optaget af deres telefoner.

- Det var rimelig ekstremt. Den ene pige går ind i det andet rum for at tale. Hun fortæller så, at hendes lillebror er meget fuld og skal hentes, forklarer Hannibal.

På grund af den fulde lillebror går pigerne fra lejligheden, men når kun at være væk ganske kort tid, inden en af dem ringer. Hun fortæller, at hun har glemt noget, som hun kommer og henter.

Hannibal åbner døren til lejligheden, og først her tager den hyggelige aften en uventet drejning.

- Lige i de der ti sekunder efter, så løber der bare to mænd ind, fortæller han og beskriver, at de havde handsker på og var fuldt maskeret.

- Aflever dit ur. Aflever dit Rolex-ur, lød det truende fra manden med kniven, der har lagt Hannibal på gulvet og slået ham med bagenden af øksen.

Efterfølgende, da de to røvere har travlt med hans to venner, ser Hannibal sit snit til at komme ud af den ubehagelige situation. Han løber derfor ud mod døren for at hente hjælp, og da han kommer tilbage, er de to røvere flygtet fra lejligheden.

Vil ikke leve i frygt
Selvom de dyre mærkevarer var målet ved det voldsomme røveri, så er det ikke noget, Hannibal vil lade være med at gå med i fremtiden.

- Jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg ikke kan have de ting, jeg gerne vil have i frygt for, at der kommer nogle og tager det fra mig. Så synes jeg ikke, at det er et liv, slår han fast.

Hannibal Laursen laver musik til daglig under navnet HAN9, og har fredag offentliggjort en video, hvor han beskriver røveriet i detaljer. Det gør han for at tage kontrollen over den voldsomme situation, der er hændt ham.

- Sangen gør, at det er mig, der tager styringen nu. Det er mig, der vinder. Jeg vender det om til noget positivt i stedet for at fortrænge det, forklarer han.

- Kan du forstå, hvis nogen tænker, at den her video kan ses som en promovering af dig selv?

- Det kan godt være, at folk tænker, at han er bare totalt mediesulten, men det er meget terapeutisk for mig at lave den her video, så det har ikke noget at gøre med, at jeg gerne vil i medierne, men jeg bruger det som et budskab og terapi for mig selv.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at tre unge, to piger og en dreng, blev varetægtsfængslet i fire uger i sagen, hvor de blev sigtet for hjemmerøveri. Alle tre nægtede sig skyldige under grundlovsforhøret.